Sandhedens time - Vindarro

[Administrator]

Ad'ronakk og Nightie var gået igennem Vindarro hånd i hånd. det var mørkt. meget mørkt.
Ad'ronakk var stoppet ved en statue på en åben plads.
Det var en kvinde i en lang kjole. Man kunne ikke se på hendes ansigt om hun var glad eller trist. Mod hvert verdenshjørne omkring hende stod en fakler. Men Ilden var ikke rød-orange. Den var Isblå. Det var med sikkerhed ikke almindligt ild.
Ad'ronakk sagde intet. Hans ansigt blev trist, men han smilte aligevel lidt.

[Niphedoria]

Nightie kiggede på statuen, den var virkelig flot! "Din tidligere forlovede?" spurgte Nightie, så forsigtigt som hun kunne. Det var tydeligvis et ømt punkt for Ad'rónakk, og hun havde ikke lyst til at sige noget forkert.

[Administrator]

"Ja..." sagde han roligt og sukkede.
Han gik hen til statuen og rørte ved kvindens kind. Han bukkede sig ned og lagde en hvid viol der opstod fra det rene ingentng i hans hånd.
"Jeg savner dig stadig..." hviskede han stille. Nightie kunne ikke høre ham. "Jeg har evnen til at flytte bjerge, til at trække vejret under vand og til at skabe blendende smukke kundstværker... Men jeg har ikke evnen til at give slip på mindet om dig..."
Han regste sig igen og gik over til Nightie.
"Lad os sætte os dér ovre" sagde han og pegede på en bænk i marmor lige ved siden af statuen.
Den hvide viol lyste op i mørket med en magisk glød.

[Niphedoria]

"Okay..." Nightie gik over til marmor bænken og satte sig, den var underligt blød at sidde på. "Hun er virkelig flot..." Nightie kiggede stadig på statuen, mens hun beundrede den. Der var noget helt utrologlig unkit over den.

[Administrator]

"Og det sørgelige er at jeg ikke ved om jeg skal tage det som en kompliment eller en fornærmelse!" Ad'ronakk lo en, mere eller mindre, glædesløs latter. "7år... Og jeg kan stadig ikke komme over det..!" Han stirrede på statuen af Kerronitta (som hun hed).
"Men fortæl mig noget mere om din fortid!" sagde han så nysgerrigt. "Savner du ikke din familie? Det er jo ikke mange sirener der bor i hovedstaden - som du gør."

[Niphedoria]

"Ikke rigtig, eller... jo, min ældste bror savner jeg af og til, men ellers er der ikke rigtig nogen af dem som siger mig noget. Og jeg har jo Ad'mina, Lorin', Enedar og Dig, så det er jo ikke somom jeg mangler nogen at være sammen med" Nightie smilede til ham, var det okay at nævne Enedar nu?

[Administrator]

"Lorin..?" Spurgte Ad'ronakk undrende som ikke var det mindste krænket ved at høre Enedars navn. "Lorin... Åh ja! Goblinen!" Sagde han glad.
"Hun har en vane med at gæmme sig, kan jeg forstå. I ser hende jo ikke så tit*..." Han havde taget den blodrøde ring han altid gik med af sin finger, og nu sad han og vejede den i hånden og studerede den med et fjernt blik.
"Lod dit folk dig frivilligt tage afsted?" spurgte han så efter en lille pause. "Eller forsøgte de at holde dig tilbage? Det gøre elverfolket jo normalt med deres race..."

[Niphedoria]

"De vidste ikke noget om det. Jeg og nogle andre sirener var på vej til "vores udkigs post", og så vente jeg bare om og svømmede mod land. Helt uventet, men idetmindste var det uden problemer" Nightie kiggede på ringen, hvor havde han mon den fra?

[Administrator]

"det må havde været noget af en overreskelse for dem at opdage at du var væk..!" Sagde Ad'ronakk og trak den blodrøde ring på sin vænstre hånd igen. Dér hvor den hørte hjemme...
"Du nævnte 'Din ældste storebror'." sagde Ad'ronakk og smilte til hende. "Hvor mange søskende har du? Og har du ikke hørt fra dem siden?"

[Niphedoria]

"Jeg har to brødre. En ældre end mig, og en yngre. Den yngste hører jeg aldrig fra, min storebror ser jeg af og til. Men vi har aldrig rigtig dyrket et venskab eller noget, så jeg er ikke så tæt knyttet til min famile som jeg nok burde være. Mine forældre hører jeg heller aldrig fra, jeg tror ikke de har tilgivet mig at jeg bare skred fra det hele" Nightie tænkte tilbage på hendes seneste møde med hendes storebror. De havde godt nok haft en masse at snakke om...