Sorg, fortvivlelse, flugt...

[Enedar]

Enedar faldt på knæ i den kolde stue, og bankede hænderne med voldsom kraft ned i jorden, af ren afmagt. Tårene løb ned ad hans kinder og dråberne slog mod den hårde jord, og hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere, i takt med at hans indre langsomt faldt sammen, og splintredes i tusind stumper...

På en lille briks, med nogle kolde pudder, lå hans far. Hans ansigt var blegere end nogensinde før, og øjnenes ro og den totale stilhed, forklarede alt...

Enedar var vendt hjemad, efter at Ad'mina og Ad'ronakk skulle kæmpe, og havde fundet sin far der. Sorgen ramte ham dybt. Han
meldte det til nogle andre elvere i byen straks, som så ville forberede begravelsen i skoven. Allerede da de hørte om det, var de i dyb sorg.

....

Enedar kiggede op, og så på de tunge skyer, der nærmede sig hastigt. Vinden tog til, og bladene omkring ham gav en hvislende lyd fra sig. Han sad i det højeste træ i udkanten af urskoven, og græd. Der var sjældent at han græd, men denne gang kunne han ikke stoppe.
Han havde mistet sin far. Hvad med alt det de havde været igennem? Hvorfor havde han ikke sagt noget før at han ikke havde det godt eller... Han kom pludselig i tanke om noget...

Hvordan var det sket? ...
Som fuldblodselver burde han da have haft mange år endnu! Men der var intet blod... intet! Hvordan kunne det så være?!?
Den mystik og uvidenhed gjorde ham bare endnu mere ked og magtesløs, og han græd og græd, mens tunge tanker fyldtes op i hans hoved.
Hvad gør jeg nu? Hvordan gør jeg det? Kan jeg klare det? Hvad mere er der at leve for?!?
Og han tænkte på Ad'mina. For hende ville han leve, og indånde frisk luft fra de smukke skove hver eneste dag fra nu af, i sit liv. For hende ville han gennemgå hver eneste dag med tungsind og minsket livsmod og glæde.
Men var han god nok til hende?
Han var en fattig halv-elverdreng, dog af fin slægt, men ejede ikke andet en den lille hytte og hans egendele. Det var da ikke noget at tilbyde en datter af den fineste slægt i landet?!? Nej... det ville aldrig gå.
I hans fortvivlelse blev han ved med at tænke den slags tanker, mistede virkeligheden og troen på alt godt. Og han blev mere og mere sikker på, at hun ikke ville have ham.
Men hvad skal jeg så gøre nu? Blive her? Drage bort? Skjule mig?
Jeg kan jo godt overleve i naturen.. jeg har en mulighed der!
Tårene svandt langsomt bort, og efterlod en fortabt ung sjæl, med et fortvivlende og opgivende ansigt, som tydeligt spejlede alle de følelser der fløj rundt i ham. Han havde kun ét at gøre.

Han måtte skjule sig, bosætte sig, og leve langt langt inde i den mørke del af urskoven. Der var der ingen der havde sat en fod i mere end 1000 år, mest på grund af myterne om vareulve, men også på grund af de oprigtige beretninger om den kolde, mørke, omsluttende ensomhed.. tavst som graven.

Enedar sprang, med mørklagt ansigt, ned af træet. Han kontrollerede ikke mere sin krop... han var klar over at mørket ville vende tilbage en eller anden dag. Hans ametyst glødede og brændte sig ind i hans indre, blev opslugt af hans krop, og alting ændrede sig ved ham. Hans aura, kropsbygning, og alt andet ved ham, blev mere barskt og solidt. Hans styrke var vokset til mere end hvad en almindelig elver nogensinde kunne frembringe gennem hele livet. Og lidt efter lidt, genvandt han kontrollen over sig selv, eller, det han var blevet.
Hans hud var blevet mørkt. Hans sanser, styrke og hurtighed var langt over elverlig gennemsnit. Hans krop var blevet mere muskukøs og små sorte horn dannedes i hans pande. Han havde fået en lang smidig hale. Og ud af hans ryg, voksede der enorme sorte dæmonvinger. Og hans øjne, var blevet dybe og mørke som tusinde bjergsøer.

Han var nu, halv halv-elver og halv dæmon.

Han tog et skridt, et til, langsomt hurtigere blev han ved, indtil han til sidst fløj med vindens hast, gennem træer og krat, mod den mørke og ensomme del, af Urskoven.

...

( Fortsættes... )

[Enedar]

Tåge svømmede rundt i den kolde luft, og dækkede for solens få tilbageværende stråler. Lyset var tyndt, og overalt sværmede store insekt-lignende væsner, over det enorme sumpområde.
Alt var mørkt og skyggefuldt. Tudser med sorte nuancer, og fugle, hvis øjne glimtede i mørket, og hvis sorte fjer pjuskede hver eneste gang ét af deres rædselsskrig undslap deres stærke næb. I det yderste mørke kunne man fornemme store skabninger, snerre og kaste sig desperat rundt for at fange en lille sumphare på flugt.

Men ét væsen skilte sig ud fra resten. Det var mørkere. Hver eneste gang væsnet betrådte jorden, blev alt omkring dets dybe fodspor afbrændt, eller rådnede op på få sekunder. Væsnet var højt, muskuløst, og dets ansigt var totalt mørklagt. Kun omrids af næsen kunne man se, og så de lysende gule øjne med den sorte pupil. Men mest spektakulært, var dets enorme sorte vinger, og lange smidige hale.

Det gik igennem sumpen, den mørke og inderste del af Urskoven. Stedet var blevet forbandet for længe siden, og mørkets skabninger havde hørt til her siden. Væsnet havde både set vareulve og hydraer, der svømmede rundt i den mørkegrønne substans, kaldet sump. Det var sågar blevet angrebet af en sort drage. Et af de væsner, menneskeheden længe havde troet var uddøde i dette land. Men dette var en unge, det var blevet angrebet af.
Dragen nåede ikke at reagere før dens krop var skilt i to, af den mørk energibølge.

Væsnet vandrede videre gennem den øde sump, og noterede hvert eneste væsen der gemte sig af frygt for ham bag de krogede og mosbefængte egetræer langs sumpens rand. Og så nåede han endelig til det han søgte.
Sumpens midte. Selve det sted forbandelsen blev sagt, for over tusind år siden.

....

( Fortsættes )

[Enedar]

Enedar så op. Himlens dybgrå farve slog ham, men ikke negativt. Tværtimod. Han kunne lide det. Han var begyndt at elske lugten af svovl, dyrs nyttesløse rædselsskrig og himlens vrede. Men det var ikke ham, der hungrede efter det. Det var hans nye krop, hans nye jeg.
Inderst inde ønskede han virkelig en idyllisk egeskov, med kvidrende fugle, pludrende egern i alle trætoppe, og himlens klare blå farve overskygge en hver form for vemodighed. Og så der, midt i al den herlighed, i en lille grøn lysning, ikke så langt fra ham, skulle Ad'mina stå, i hendes smukke adminstrator-kjole, og bare vente på ham, smile blidt.

Men verden var en anden. Verden var blevet en anden. Alting så mørkere ud, bag de små lysende øjne.
Enedar fik en ordre fra sin krop, kan man kalde det, og lystrede som en tam kanin, for andet var der ikke at gøre. Og han begyndte at samle nogle af de mange nye krafter han havde, i sine hænder. Der formedes snart to kugler, og ren mørk energi, og han smeltede dem sammen, og tvang dem ned i jorden, i skovens midte.

Op af jorden begyndte formørkede klippeblokke at rejse sig med enorm hast. De skød op i spidse former overalt, og det gik hurtigere og hurtigere, og området hvor det skete, bredte sig og blev større for hvert sekund. Længere og længere op gik det, indtil der til sidst var skabt det, der senere blev kaldt Mørkets Bjerg.

Bjerget var højt, og Enedar, der nu var fløjet op på toppen, havde udsigt til nær grænsen af skoven, altså, bjerget kunne ikke ses fra uden for skoven, men hvis du klatrede op i det første træ's top, ville du kunne se det. Det pigformede skrænter jog ud fra alle sider, og gjorde det umuligt for folk at klatre op, og ikke kun pigskrænterne gjorde det svært, men også bjergets stejlhed.
Mørkt og dystert var det, og tunge sorte skygger, jordens lænkede sjæle, svævede rundt om det, og udstødte deres rædselsvækkende jammer.

På toppen skabte Enedar en hule, hans nye hjem, hvor han kunne hvile, hvilket han virkelig havdeb rug for, men inden det kunne komme på tale, var der en sidste ting han måtte gøre.
Han stilte sig på den øverste spids af bjerget, og over den skabte han en svævende krystal, ubrydelig, af ren sort magi, der forheksede skoven, og lod mørkets væsner indtage resten af Urskoven. Snart var hver en krog af den sortere, og krystalen gjorde ikke kun det. Den fik det onde til at vokse. Skoven bredte sig hurtigt nu, og selv om man ikke kunne se det endnu, vidste han, at det ville ske.
Med et suk, faldt Enedar, til jorden i den lille hule, og slog sine vinger omkring sig for at få en smule varme. Forfærdet lå han der, og jamrede sig over, hvad det dog var han havde gjort.

....

( Fortsættes.. )

[Enedar]

Enedar vågnede nogle timer efter. Solens svage skær ramte toppen af det sorte bjerg og både friskede ham op, men samtidig også fik ham til at afsky den, og gemme sig. Han gik ind i hulen igen. Lige nu havde han en hvis kontrol over sig selv, og prøvede virkelig at give udtryk for sig selv, for hvad han var blevet. Men han kunne ikke. Hans følelser var forsvundet med lyset.
Han koncentrede sig, og gravede dybt ind i sig selv for at finde dem. Men alt han så var mørke og ondskab. Og så den nye tiltagende trang. Trang til destruktion. Trang til ødelæggelse. Til død..

Trangen voksede sig stærkere, mens han sad i hulen og prøvede at bekæmpe den. Han ville aldrig slå ihjel uden grund, uden mening, ALDRIG!! Han kæmpede og kæmpede, men ligemeget nyttede det. Kontrollen over sin krop forsvandt langsomt mens trangen fik overtag over hans krop. Det sidste han tænkte inden han slap, var dem han holdt af. Han så Nightie og Ad'mina... Og? Hvem eller hvad var der tilbage? Var der overhovedet nogen af dem i live? Hvad var livet værd? Hvorfor skulle det leves?
Livet er en prøvelse, men samtidig en straf, en evig totur et liv skal igennem, besluttede han, inden kontrollen slap...

Væsnet sprang op, og kastede sig ned af det stejle bjerg. I det frie fald fik det udsigt over al den nye ondskab der var skabt i skoven, inden den slog sine kraftige vinger ud, rettede op, og fløj lige over træernes kroner. Målet var sat. Det var på vej mod syd. Mod Vindarro og elvernes land...

....

(Fortsættes.. )

[Enedar]

Væsnet fløj hen over den skyggefulde urskovs enorme trækrone, og det næsten utydelige skygge bevægede sig med det i ufatteligt tempo. Lyden fra dets vingeslag var høje, men væsnet havde intet problem med at flyve. Tværtimod fløj den hurtigere end de fleste væsner på jorden kunne magte, selv når det fløj normalt, uden ekstra tiltag.

Der som det fløj over Urskoven, betragtede det sit værk, som el kun havde stået på et par timer. Rådyr, egern, harer og skovens småfugle var alle enten flugtet i rædsel for det bredende mørke eller også var de blevet opslugt af det, havde ændret form, var blevet mørkere, stærkere, og hvis øjne var begyndt at lyse. Og flere og flere af disse væsner kom frem. Væsner der aldrig før havde smagt på magt, på virkelig styrke, deres hjerter overlod de godvilligt i hænderne på mørket, til gengæld for styrke og fornyede evner.
Man begyndte også at kunne se tydelig forskel på de træer, der havde overgivet sig til mørket, og de der ikke havde. De der havde, groede nu hurtigere, deres grenede blev mere krogede, og deres bark mere mørk, hvor de der ikke overgav sig, langsomt rådnede, i det de ikke trivedes i den nye mørke jord.

Væsnet fløj videre, og så nu skovens sydlige ende. Til venstre tårnede Vindarro's spir op, og til højre fortsatte end anden form for skov, ikke så tæt, og beboet af elverne. Og lige ud så han græssletter, der delte elvernes og menneskenes land. Græsset bølgede i takt med den tiltagende vind, og virkede lige så levende som havet.
Væsnet havde allerede bestemt sig. Han tog et ekstra kraftigt slag med venstre vinge, og drejede med højre, ind i elvernes land.

Det landede i midten af skoven. Træerne i denne del af skoven var høje og stærke; de udtrykkede elvernes fasthed, vilje og lyst til at leve. Væsnet satte en hånd på et af de nærmeste. Træet mistede straks sin oprindelige farve, og blev gråt, drænet for alt godt, men genvandt langsomt farven igen. Elvernes magi i disse skove, forhindrede mørket i at sprede, og opretholdte alt levenes håb. Væsnet gik videre, uden at se sig tilbage.

Og det nåede til en lille sti. Stien var kun markeret som spør efter en kærre, men de var der, de var tydelige, for det så ud som om, at der for nyligt var kørt mange forbi. Væsnet fulgte sporet længe, og mistede aldrig tålmodigheden ved gang, men fortsatte lydløst. Og efter lidt tid, nåede det til en stor hytte, synget ud af træerne i området.* Og det begav sig nærmere. Det var et større selvskab elvere der var samlet i den, og mændenes højrystede stemmer om, hvordan de ville smadre den unge berygtede halv-elver, næste gang de fik chancen. Væsnet stod nu helt op af hytten, og forstod.

I næste øjeblik blev døren eksploderet af mørk energi, og træstumperne gennemborede et lille barn der stod lige inden for døren. Barnets vejrtrækning holdt hurtigt op, og det sank blødende til gulvet, og landede i sit eget blod. Det va en lille pige på 7. En kvinde stormede ud i gangen, og det næste man hørte, var et skrig, så gennemskærende, hulkende og rædselvækkende på samme tid. Da hun så væsnet og barnet på samme tid. Og hun løb skrigende ud i køkkenet igen.
Væsnet vidste det ikke havde lang tid. Hurtigt fandt det spisestuen, og slagtede hver enkelt mand. Blodet sprøjtede til alle sider, og væsnet slugte alt det den kunne få fat på. Dernæst satte den af, og fløj rundt, så godt som den kunne, i huset, og fangede de få kvinder der ikke var flygtet, og 2 børn.
Børnene blev hurtigt dræbt, med væsnet kløer, og kvinderne bragt ind i et rum, der før alt blev smadret, var et soveværelse. Væsnet skrev " Ingen forlader dette rum i live " over døren på et gammelt sprog, med børnenes blod, mens kvinder skreg og skreg og hulkede. De havde ingen vej ud. Vinduet var spærret af mørk magi. Væsnet vendte sig om, og gik langsomt, og smilende, hen mod de rædselslagne kvinder.

Noget tid senere, stod væsnet udenfor hytten, med hånden hævet, indhyllet i flammer, som den skød afsted. Hytten brød i brand. Det vendte sig, og fløj op, og satte kurs mod bjerget i Urskoven.

Mørket blev lysere, og Enedar kunne se igen. Han havde kontrol igen. Hans vinger slog, og han var igen på vej hjem til hulen.
På vejen skreg han. Han skreg så højt han kunne, og så højt at de nærmeste træer svajede. Han så alting for sig, hvad han, dæmonen havde gjort. Han huskede børnene, træerne, mændene, blodet over døren. Han huskede hvordan han brutalt havde voldtaget hver enkel af de tre kvinder, og hvordan han havde dræbt dem bagefter. Og han huskede hvor rart, hvor vidunderligt det havde været. At dræbe. At bedrive hor.**
Men det synes han jo ikke!! Han kunne ikke græde, han kunne intet, det eneste han kunne var at føle, og at tænke. Han havde ikke kontrol over sin krop, kun over sit sind.
Med hængende ansigt fløj han hjem til hulen, i det mørke bjerg. Han lagde sig, og billederne af skrigende børn, blod og kvinder blev ved med at komme frem i hans hoved, og torturere ham.

*Taget fra Eragon.
** Hey.. det er da et fedt udtryk. ^^

....

(Fortsættes... )