|
|
Post by Enedar on Jul 9, 2007 22:26:30 GMT 1
Enedar satte sig op og prøvede at sig stille. Han trak tunikaen over sig, og lagde sig med et blødt bump, tætere på hende end han havde regnet med.. men det gad han ikke gøre noget ved nu.. hun sad der og nussede hans hår og det var dejligt at hun blev ved..
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jul 9, 2007 22:30:55 GMT 1
Nightie blev ved med at nusse hans hår. Hun tænkte på Ad'rónakk, på Ad'mina, på kærlighed, på *at forbrænde kalorier*. Hun sad bare stille i et stykke tid, og nussede stadig Enedar's hår.
"Du minder mig utrolig meget om ham..." Sagde Nightie stille.
|
|
|
|
Post by Enedar on Jul 9, 2007 22:32:35 GMT 1
"Hvordan minder om ham?" spurgte Enedar og vidste godt hvem hun talte om...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jul 9, 2007 22:36:12 GMT 1
"på alle måder..." Sagde Nightie, mens hun stadig kiggede på fuldmånen.
"I gør de samme ting, snakker om de samme ting, tænker på samme måde, bevæger sig på den samme måde, bliver begge elsket virkelig højt af mig, elsker begge Ad'mina..." Nightie tav, og kiggede ned på Enedar. "og så, er i begge blevet kysset lidenskabeligt af mig..."
|
|
|
|
Post by Enedar on Jul 9, 2007 22:38:34 GMT 1
"Ja.. okay på den måde" sagde han tilfreds. "Men han har haft *kærlighed for videre kommende* med dig og på det punkt er vi forskellige" sagde Enedar og kiggede op på hende...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jul 9, 2007 22:42:10 GMT 1
"haha! god pointe!" smilede Nightie, og så begyndte hun at grine. "Det er ikke noget der ikke kan indhentes" sagde hun, med et drilsk glimt. Hun tav, da det gik op for hende hvad hun lige havde sagt, hun havde lyst til at hamre sit hoved mod en sten, men underligt nok... fortrød hun det ikke...
|
|
|
|
Post by Enedar on Jul 9, 2007 22:49:06 GMT 1
Enedar vidste ikke hvad han skulle sige. Krise krise. Havde Ad'mina virkelig droppet ham, var Nightie den sødeste pige han ellers nogensinde kunne møde. Det der med kun én kærlighed var noget vås, sådan var alle væsner ikke bygget. De glemte i sådan nogen situationer som den her. Enedar vidste ikke hvad han skulle gøre. Han elskede Ad'mina højt, også selv om hun nu hang på Eonár, men hans naturlige instinkt pressede på. Alle racer var skabt til at formere sig, og det kunne der ikke laves om på. Nightie var så kærlig, så sød og så omsorsfuld, ting som Ad'mina aldrig havde vist over for ham, selv om han mange gange havde prøvet at få hende til at forstå at han elskede hende. "Øhh...Nightie jeg.." han gik i stå.. han vidste simpelthen ikke hvad han skulle gøre og sige ...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jul 9, 2007 22:52:52 GMT 1
"ja, Jeg... hvad?" Nightie smilte bekymret til ham... Hvorfor havde hun også sagt det?!
|
|
|
|
Post by Enedar on Jul 9, 2007 23:00:21 GMT 1
Han satte sig op og kiggede hende dybt ind i øjnene. Fuldmånens skær hang ned over dem og oplyste den lille lysning.
"Du... du.. er simpelthen det rareste og mest vidunderlige og omsorgsfulde væsen jeg nogensinde har mødt. Men du må forstå, mit hjerte tilhører Ad'mina, indtil at det er bekræftet at hun ikke på en lille måde elsker mig.
Han lænede sig frem og kyssede hende blidt på kinden. "Elsker du mig, eller er du bare i "det" humør??" han spurgte hende ærligt, for han håbede at hun så også ville svare ærligt igen....
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jul 10, 2007 9:49:23 GMT 1
"heh, hvis jeg var i "det" humør, så ville jeg have kastet mig over dig for langt tid siden"  smilede Nightie til ham, hun kiggede kort på månen, og sagde "Enedar, jeg elsker dig. Lige så meget som jeg elsker Ad'rónakk. Og det lyder nok sært, men ser du; Jeg er jo en sirene, oprindeligt blev jeg født til at synge for at få mænd til at forelske sig i mig, så jeg derefter kunne slå dem ihjel... Men jeg vil hellere have at de lever! Hvad er pointen ved at få en til at forelske sig i dig, hvis du alligevel skal slå vedkomne ihjel? Men, uanset hvad. Så synes jeg at Ad'mina er heldig. Hun er en idiot hvis hun ikke kan se hvor fantastisk du er. både du, og Ad'rónakk, har hver en del af mit hjerte." Hun havde kigget på ham, lige fra hun begyndte at snakke. Nu kiggede hun væk, og prøvede at forstille sig hvad Ad'rónakk ville gøre... hvis han fandt ud af hvordan hun havde det med Enedar. |
|
smilede Nightie til ham, hun kiggede kort på månen, og sagde "Enedar, jeg elsker dig. Lige så meget som jeg elsker Ad'rónakk. Og det lyder nok sært, men ser du;