|
|
Post by Enedar on Aug 20, 2007 16:51:53 GMT 1
Enedar kunne ikke styre sin vrede og had nu. Han sprang rundt, huggede de hjælpeløse elverr midt over, knuste dem med krafttig tortur magi, en helt masse sorte energi kugler fløj og overalt og spredte død og ødelæggelse. De sprang til siden, og faldt til jorden som fluer, og selv de gange hvor han blev ramt i ryggen og på benet, kæmpede han nådesløst videre.
Til sidst var der ikke flere tilbage af dem, og han stof alene, i en ring af lig, og pustede og stønnede. Han havde ikke meget kraft tilbage, og den sivede stadig væk i takt med at Ad'mina også havde smerter. De mange blikke der lå på ham, så nærmest ikke glade ud, nærmest som om de frygtede ham.
Han trådte ud af ligene, og kiggede efter Ad'mina. Han kunne godt regne ud hvorfor der var så mange der kiggede på ham. Han havde jo brugt sort magi, sort energi og kraft. Men det var til et godt formål, og det var det der talte.
Han gik over til hende, gik ind mellem de beskyttende administratorer og gik så igen i knæ, og tog hendes hånd. Hans ryg svigede og han haltede på sit ben når han gik. Hans tøj var gennemblødt af blod, både sit ejet på benet og ryggen, men mest af andres..
"Ad'mina.." Han sukkede, og følte sig tåbelig, men overførte sin sidste kraft til hende, via hendes hånd, og faldt om på jorden, og så mørket overmande ham..
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 20, 2007 17:01:57 GMT 1
Nightie drejede hurtigt om på hælen, og så lige ind i elverens "dybtblå" øjne. Hun genkendte ham sagtens, og hendes had steg fra 50 til 500. Det var da bare typisk, at lige den elver der kunne få ram på hende, var ham! TYPISK!(-.-')
Hun smilede et halv kvalt smil til ham, "Dig igen? Kan du ikke bare lade mig, og alle de andre være i fred?!" Nightie undertrykte igen iveren til at pande ham én lige i sylten. Det var sikkert hans skyld det hele...? Det var i hvertfald ham hun bebrejdede for alt det her. Og desuden havde hun en anden vigtig opgave at udføre... hun havde stadig ikke fundet Ad'ronakk.
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 20, 2007 17:11:07 GMT 1
Elveren fnøs af Nightie og gik dirrekte forbi hende. "Du skal være glad for at Ad'ronakk stadig er i live!" sagde han imens han gik væk fra hende. "Han er den eneste jeg ser som min ligemand!" Elveren sørgede for at sparke ophyggeligt til et af ligene. for derefter at gå videre. Administratorene var for optaget af alt muligt andet end at lægge mærke til elveren der bare kom gående.
Ad'ronakk ømmede sig hjælpeløst da han følte sparket i sin brystkasse. Han gav et par gisp fra sig og så op mod den blå himmel. Hvordan kunne Moder Natur være så munter når så meget blod var spildt på hendes jord?
Ad'ronakk følte slagene fra hans hjerte meget tydeligt... Han lukkede øjnene da han følte at de blev langsommere... Langsommere... og langsommere... Var dette enden..?
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 20, 2007 17:19:51 GMT 1
Nightie bøjede sig ned, og samlede hurtigt en sten op. Den fyldte hele hendes håndflade. "Din fucking idiot!" tænkte hun, mens hun tog sigte, og tyrede stene afsted mod Elvernes Flamme's baghoved. Hun chekkede ikke om den havde remt, men hun skyndte sig hen til Ad'ronakk, og satte sig ned ved siden af ham.
Hun lagde sin hånd oven på Ad'ronakks, mens tårene trillede ned ad hendes kinder. Hun bøjede sig ind over ham, "Undskyld! Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg skulle aldrig have blandet mig! Jeg... jeg... du må bare ikke dø, okay? Det må du altså ikke! Det har du ikke fået lov til!" Nightie mærkede fortvivelsen vælte frem i hende.
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 20, 2007 17:26:04 GMT 1
"Nightie..." sagde han stille... Han følte sit hjerte slå indnu langlommere. "Det rart at se du har det godt..!" Han smilte svagt til hende. Han havde lyst til at lukke øjnene. Bare lukke øjnene og synke hen i mørket... Bare forsvinde... Give slip på sin sjæl.. Men samtidig ville han blive hos nightie. Blive hos hende forevigt.
Med sine sidste krafter lyftede han sin ene blodige, idkolde hånd op og rørte ved hendes kind.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 20, 2007 17:30:59 GMT 1
"Nej! Det gør du bare ikke! Du kan lige vove på at forlade mig på den måde! Jeg har brug for dig! Ad'mina har brug for dig! Det barn du ikke er sikker på du har, har brug for dig! Du kan ikke give slip på det hele! Du har så meget der ikke er afsluttet, som du ikke bare kan gå væk fra. Det må du altså ikke! Jeg be'r dig!" Nightie havde aldrig før følt sig så desperat i hele sit liv.
Hun ville gøre hvad som helst for at se Ad'ronakk rejse sig op, tage hende ved hånden, og gå hen til de andre sammen med hende...!
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 20, 2007 17:37:49 GMT 1
"Nightie..." sagde han ufatteligt lavt og hæst. "Hvordan har min familie det? ...Hvordan har min Søster det?" Der var ufatteligt lang tid imellem hvert hjerteslag nu... Han så kun nightie Slørret mens han følte den dunkende smerte i hene hans krop.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 20, 2007 17:42:23 GMT 1
"Sidst jeg så dem, havde de fleste det godt... Men Ad'mina... Ad'mina blev stukket i skulderen, og faldt om. Jeg tror hun er okay, jeg ved det ikke..." Nightie var begyndt at ryste, og hun græd stadig. Hun aede Ad'ronakks hår, i et stille og roligt tempo. Hun ville ønske hun kunne skrue tiden tilbage. Hun ville ønske at hun havde kastet en sten efter Elvernes Flamme for længst. Hun ville ønske hun aldrig nogensinde havde forladt Ad'ronakk, Ad'mina eller Enedar...
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 20, 2007 17:48:43 GMT 1
Ad'ronakk trak hende ned til ham, og han hvilede hans blodige kind mod hendes hoved og lagde en arm rundt om hende. Hans eget blod flød ud over hende og farvede hendes tøj. Hun kunne også føle de langsomme slag fra hans hjerte nu. Der gik flere sekunder mellem slagene.
"Det skal nok gå alt sammen. Vi skal nok klare det, Nightie..." sagde han hæst. Hans stemme lød næsten død. "så længe du ikke går fra mig, så skal jeg nok blive rask... Vi skal være lykkelige sammen, nightie, det lover jeg dig! Men du må ikke gå fra mig..."
Ad'ronakk lå så langt væk fra den entlige slagmark at ingen bemærkede dem. Mange var gået tilbage inden for porten. man kunne ikke se Nightie og Ad'ronakk fra muren på grund af vinklen de lå i. Hjelpen var lige om hjørnet, men Ad'ronakk kunne dø hvert sekund.
"... Du må ikke gå fra mig..." sagde han stille. "...det hele bliver godt igen..."
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 20, 2007 17:56:47 GMT 1
"Jeg går aldrig fra dig igen, Ad'ronakk. Aldrig..." Nightie smilede til ham, nærmest som om hun ville bekræfte hendes ord. Hun kyssede ham blidt, og prøvede forsigtigt at tøre noget af blodet væk fra hans ansigt.
Hun håbede at hun kunne stole på hvad han sagde, at han ville klare det. At det hele ville gå op, og at elverne havde trukket sig tilbage. Og så lige at den sten hun havde kastet, havde ramt Elvernes Flamme. Så kunne han lære det!
|
|
