|
|
Post by Niphedoria on Aug 30, 2007 19:43:28 GMT 1
Nightie havde stadig væk ikke vændet sig til at teleportere. Hun kiggede skræmt omkring sig, "Ey! Hvad har du gang i?" Nightie ville løbe hen til ham, og holde om ham. Men hun blev stående? Hvorfor blev hun ALTID stående??
|
|
|
|
Post by Enedar on Aug 30, 2007 19:47:21 GMT 1
Enedar blev endnu en gang svimmel af at teleportere, og holdt sig til hovedet, i noget tid stod han bare forover bøjet, og prøvede at få balancen, uden at man kunne se på ham at han var svimmel. Hvad var der med ham... han var selv en smule bekymret.. selv om han vidste at den fyr altid ville klare tingene...
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 30, 2007 19:52:59 GMT 1
Ad'ronakk så ikke på dem. Selv om det var helt sikkert at han vidste at de var der. Og så pludseligt; lod han sig dratte ud over klippen. De tykise bånd flagrede omkring han mens han faldt. Selv om han var på vej mod havet i ufattelig fart, så han stolt og selvbevidst ud. Men han faldt. Og der gik ikke længe før han ramte det iskolde vand.
En tåre gled ned af Ad'minas kind. Hun stirrede på det sted hvor Ad'ronakk havde stået. "Hvorfor gør han dog den slags mod sig selv?" spurgte hun med dirrende stemme.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 30, 2007 20:11:36 GMT 1
Nightie knækkede sammen, og faldt på knæ. Hvad gik alt det her nu ud på?! Man kan da ikke kaste sig selv ud fra en klippe?! Hun hamrede en rystende knytnæve i jorden, mens tårene vældede frem. Hvorfor gjorde han sådan noget? Hvorfor var han så bestemt på at skade sig selv? På at skade hende?
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 30, 2007 20:16:54 GMT 1
I næste øjeblik stod skikkelsen af Ad'ronakk igen på klippens kant. Denne gang var han vændt mod de 3. Han så på Nightie med et udtryksløst ansigt. Derefter lænede han sig bag over, og faldt igen. Helt lige som før. Igen ramte han det kolde vand.
Ad'mina sukkede og så igen efter Ad'ronakk.
|
|
|
|
Post by Enedar on Aug 30, 2007 20:20:23 GMT 1
Enedar fattede ikke hvad folk kunne finde på at gøre, blot på grund af sorg.. og dog havde han selv prøvet det. Alle de gange hans mørke side havde overtaget, var hvor han havde været fyldt med sorg. Og med sorg bliver man et let bytte for mørket.. han kendte alt til det, og han kunne godt forstå Ad'ronakk, han ville ikke hindre ham i noget. Han stod bare stilfærdigt, og så på..
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 30, 2007 20:22:35 GMT 1
Nightie fik store øjne, havde han lige kastet sig selv ud IGEN?
"Hvis det skal være på den måde... så kan han bare sig selv ud over kanten et par gange, og komme tilbage når han er færdig!" Nu var hendes bekymrede tone skiftet ud, med noget som lignede... ja, hvad ved jeg. Han ville kaste sig selv ud, være ked af det, og surmule lige så længe han havde lyst, og der var ikke noget hun kunne gøre. Hendes magtesløshed tog modet fra hende. Hun var træt af at hjælpe en, som ikke gad hjælpes. Hun ville ønske hun kunne fjerne alt det forfædelige Ad'ronakk havde oplevet, og gøre ham glad igen...
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 30, 2007 20:29:54 GMT 1
"Ja..." sagde Ad'mina stille. "Nu kommer det så igen..."
Ad'ronakk lå nu på jorden lidt væk fra dem. En spøgelses-agtig kvinde stod foran ham og skreg af ham. Precis som Nightie havde set det da han viste hende det.
"...du er ikke livet værdigt!!!" skreg kvinden "... Jeg HADER dig!"
Der løb en tårer ned af Ad'minas kin. Det var utroigt hård for hende at se hvad hun havde været skyld i... Og hun havde set det før...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 30, 2007 20:36:17 GMT 1
Nightie kiggede på ham, hun kunne ikke benægte at det gjorde ondt at se på. Ad'mina måtte have det totalt dårligt... Kunne Ad'ronakk ikke se, at ved at skade sig selv, skadede han også andre? Andre som ville hjælpe ham. Hun kiggede væk. Det var dog en egoistisk måde, for hende at tænke på! Hun prøvede at overtale sig selv, til at tro på at hun havde ret til at lade ham ligge dér uden at gøre noget...
|
|
|
|
Post by Enedar on Aug 30, 2007 20:37:26 GMT 1
Enedar rejste sig op, og holdt hende tæt ind til sig, og aede hendes kind. Det måtte være hårdt for hende at gennem gå endnu en gang, gad vide hvor mange gange hun havde gemmengået det før? Tanken var skræmmende, og han blev ved med at trøste hende...
|
|
