|
|
Post by Administrator on Sept 2, 2007 19:02:23 GMT 1
Ad'ronakk åbnede øjnene - for første gang i efter hånden lang tid - og så på Nightie. Hans øjne var kolde og hårde, men alligevel lettet over at se hende igen. Han gjorde intet. Han lå bare og så op på Nighte. Hans sandfarvede Tunika blev langsomt mere og mere rød af blod. Ad'mina lagde sig helt ned på jorden. Og pludselig forsvandt hun. Hun var tilbage i Vindarros Palads igen. Langt væk fra Ad'ronakk og Nightie.
Ad'ronakks sår healdede lidt efter lidt. Pludselig var der ikke meget tilbage at se. Kniven var gledet op af armen ved hjælp af hans magi, og nu lå den i gresset ved siden af ham.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Sept 2, 2007 19:07:46 GMT 1
Nightie løftede sit ene øjnbryn. Hvor var Ad'mina blevet af? O.o
Hun smilede til Ad'ronakk, "Du skal altså stoppe det dér... Man kan ikke bare hoppe ud over en klippe, og skære sig selv i armen..."
|
|
|
|
Post by Administrator on Sept 2, 2007 19:11:17 GMT 1
Ad'ronakk løftede den ene hånd - den som Nigthie ikke holdt - og tog sig til hovedet. Han fjernede blikket fra Nightie og kneb dem sammen i stedet. Han fik et udtrk af at have en ond drøm, men bevare roen. Han begyndte at knuge Nighties hånd mere og mere. Til sidst holdt han den i et fast greb
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Sept 2, 2007 19:18:19 GMT 1
"Ad'ronakk... Hvad går alt det her ud på??" Nightie kiggede på ham, med et blik blandet af forståelse, og manglen på samme. Hun ville forstå ham, men kunne ikke.
|
|
|
|
Post by Enedar on Sept 2, 2007 19:22:34 GMT 1
Enedar havde fuldt hele episoden en smule forskrækket, men gik helt i chok da Ad'mina bare forsvandt fra ham, Han stod bare og måbbede, og kunne slet ikke forstå hvordan hun kunne efterlade ham her. Ad'ronakk klarede den altid, men hvad skulle han nu lave? Bare kigge på Nightie og Ad'ronakk sige søde ord til hunanden, indtil han faldt i søvn af kedsomhed? Det kunne hun altså ikke være bekendt. Han stod stadig og måbede med en kæbe der hang helt ned til jorden, og gloede bare på det sted hun var forsvundet fra..
|
|
|
|
Post by Administrator on Sept 2, 2007 19:22:58 GMT 1
Med en hurtig bevægelse førte Ad'ronakk Nighties hoved ned ved siden af hans.
"Bliv hos mig..!" hviskede han til hende med en stæmme der udtrykte hjelpeløshed og frygt*. "Jeg ved ikke hvad jeg har gjort, men uanset hvad der er, så lover jeg at gøre det om!" Han knugede Nighties hånd ufatteligt hårdt. "Bare giv mig tid..!"
*: 2 ting som ABSELUT ikke klæder ham!
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Sept 2, 2007 19:28:36 GMT 1
"... ??... okay...?" Meget kunne Nightie holde til (Sikkert...!  ), men det der skete lige nu, skræmte hende. Hendes hånd - den som Ad'ronakk holdte - var så småt begyndt at gøre ondt, men det var ikke noget hun burde tænke på nu... |
|
|
|
Post by Administrator on Sept 2, 2007 19:33:01 GMT 1
En tåre faldt fra Ad'ronakks kind. Han kyssede Nighties kind og åbnede øjnene.
"Hvorfor forbandede hun mig, Nightie?" Ad'ronakk så på Nightie - nu med en stemme der lød kold. "Hvorfor kastede hun skyggerne over mit sind og frarøvede mig mit barn?"
|
|
|
|
Post by Enedar on Sept 2, 2007 19:35:38 GMT 1
Enedar lænede sig op af et træ, og prøvede at slappe af. Han sad og døsede en smule, da et agern (det var et egetræ) pludselig ramte ham, hårdt i hovedet. Han kiggede op og så til din forfærdelse en fritte. Den djævelske lille satan af et dyr var altid ude på at provokere ham, og han var fuldstændig overbevist om at det var den selv samme fritte, som havde stjålet hans madpakke, og hærget hans drømme. I panik ville han løbe, men lige som han ville nå rundt om træet, ramte han med et "donk" et træ i hoved højde, og faldt langsomt til jorden, med fuglene svævende i ring om hans hoved og synge...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Sept 2, 2007 19:43:58 GMT 1
"Fordi hun ikke vidste hvad hun gjorde... Hun var ikke sig selv..." Nightie prøvede at smile, men det lykkedes ikke rigtig. Hun kiggede hurtigt over på den sovende Enedar, og så tilbage på Ad'ronakk.
|
|
), men det der skete lige nu, skræmte hende. Hendes hånd - den som Ad'ronakk holdte - var så småt begyndt at gøre ondt, men det var ikke noget hun burde tænke på nu...