|
|
Post by Niphedoria on Jun 20, 2008 16:25:45 GMT 1
Ad'méran. Det var længe siden hun havde set ham sidst..! Tænk, at det lige så godt kunne ha' været ham, hun var sammen med. Det var jo ham der havde lagt an på hende først.
Forloveren, ja. Det var jo ham. Men det burde ha' været Élan..!!
Nej, hun måtte ikke tænke på ham. Ikke nu. Hun skulle jo giftes, for satan. Hendes hjerte slog hurtigere ved tanken om Élan. Hun havde erklæret ham sin kærlighed, og havde intet svag fået. Fandtes der noget værre?
Hendes blik afslørede noget bekymret og betænkeligt.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 20, 2008 16:33:09 GMT 1
Lyden af en port bag nightie blev åbnet og alle i salen rejste sig op, vendte sig rundt og så mod den. Ad'méran sad på stolen og så også i den retning. Døren ved siden af den stod stadig åben. En hånd sneg sig ind bag Ad'meran og lukkede sig om munden på ham. Før han vidste af det, var han blevet trukket ud af døren og stolen stod tom.
Ad'mina drejede hovedet med et ryk og stirrede efter ham.
Ind af døren kom i stedet gående en elver med langt, sølvhvidt hår. Han lukkede døren efter sig og satte sig på stolen i stedet. Han blinkede til Nightie, og Ad'mina stirrede bare på ham som om at hun så syner.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 20, 2008 19:06:40 GMT 1
Nightie lyste straks mere op. "Hej!" mimede hun til ham, og prøvede at holde den overvældende glæde inde. Han var kommet. Hvorfor havde hun nogensinde tvivlet?
Hun smilede lykkeligt og blev ved med at kigge over på ham, mens hun holdt hovedet vendt frem mod alteret så meget som muligt.
Hvad de andre gæster ville mene om Élans pludselige fremkommen, kunne være ligemeget. Han var her. Og det ville Ad'ronakk snart også være...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 20, 2008 19:14:25 GMT 1
Han smilede tilbage til hende og forsøgte at ignorere Ad'mina som diskredt forsøgte at vifte med den ene arm.
En stemme begyndte at snakke. En predigen af en slags. Denne gang på et sprog som alle fattede. Det var det sædvanlige om, hvordan man burde være hinanden tro og hvordan at det hele nok skulle gå. Alle folk havde sat sig ned igen.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 20, 2008 19:29:44 GMT 1
Nightie hørte efter prædiken med alvorlig forståelse. Det var vigtigt sådan noget, var det ikke? Og hun blev jo kun gift én gang, så hun kunne lige så godt høre ordentligt efter, og følge godt med i det hele. For hun var på vej til at blive hustru til en administrator.
Tænk, at hun på bare en dag, var blevet gjort 100 % ren fra top til tå, totalt stylet og havde mødt både Ad'ronakks mor og far. Og hun synes rigtig godt om dem.
At hendes mor ikke var der, nagede hende lidt. Men ikke så meget som det burde. Det gjorde ondt, at hun end ikke for sin datters bryllup, ville gå på land. På den anden side, kunne Nightie heller ikke forlange af sin mor, at trodse hendes principper.*
*Årh hvad! Jeg mener da godt at hendes mor kunne komme! >_< XD
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 20, 2008 19:35:57 GMT 1
Prediken blev færdig, og alt blev stille endnu engang. En hånd blev lagt på Nighties skulder, og hun blev hjulpet op. Ad'ronakk stillede sig over for hende, lagde hendes slør tilgang, og måtte gøre sig utroligt umage, for ikke at tage underkæben helt over hende.
Han var klædt i sorte, grønne og tykise farver. En uniform, mere præcist. Hans lange, sorte hår hang løst og han var så rank og stolt som altid, lige med undtagelse af at han et øjeblik havde tabt tråden da han så hende.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 20, 2008 19:48:21 GMT 1
Nighties øjne glimtede som stjerner da hun så ham. Hun havde ikke set ham i næsten halvanden dag, men det føltes som meget længere. Han var flottere end normalt, og det fejede benene væk under hende. Lige for en stund føltes det som hvis det bare var de to, alene i salen. Som den gang i Ad'ronakks fremtryllede, ikke-eksisterende univers.
Hun smilede til ham. Hendes Administrator.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 20, 2008 19:52:55 GMT 1
Han tog hendes hænder, og Elan trådte frem. Han smilede til dem begge og Ad'ronakk smilede tilbage som om at han havde været der hele tiden.
"Må i få et godt liv, selv efter døden." Sagde han og rakte en ring til dem hver. De tog dem og gav dem på hinandens hænder.
"Lad det forsegle, og må intet komme imellem jer." Han smilede roligt til dem.
Ad'ronakk bukkede sig frem og kyssede Nightie og alle i salen jublede højt.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 21, 2008 11:08:30 GMT 1
Nightie smilede større og bredere end nogensinde før og var lige på nippet til at græde. Aldrig havde hun følt så overvælende, blandede følelser der greb fat i hende og gav hende lyst til at gøre alle mulige skøre, dejlige ting.
Hun elskede at hun var blevet gift med Ad'ronakk, men det Élan havde fortalt hende dagen før sad stadig i hende og satte små tvivlende tanker i gang. For ikke at tale om det hun selv havde sagt. Kunne hun gifte sig med Ad'ronakk, når hun også elskede Élan? Og på hvilken måde var det hun elskede ham?
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 21, 2008 11:15:18 GMT 1
"Nå." Élan lagde en arm om skulderen på hver af dem og smilede lykkeligt. "Er det så noget med at jeres forlover skal føre jer et eller andet sted hen, eller noget? Méeeran..!"
Han åbnede døren igen, kigede ind og lukkede den igen.
"Dér(!) var hullet i min plan!" Konstaterede han tænksomt. "Bevidstløs, det havde jeg glæmt. Nå ja, så må jeg vel bare tage jobbet til mig, ikke sandt? Så må folk komme løbende med fakler og høtyve, hvis de er utilfredse med dét!"
"Du lader ikke noget ødelægge dit gåpå-mod, gør du?" Spurgte Ad'ronakk med et smil.
"Ikke i længere tid af gangen, i hvert fald!" Svarede han lidt henvendt til dagen før. "Er vi gået?" Han begyndte at gå ned af den lange gang der var, og Ad'ronakk førte Nightie efter ham, sammen med sig.
|
|
