|
|
Post by Niphedoria on Jan 26, 2008 23:33:05 GMT 1
Nightie stoppede kort op. Det var da lidt af et emne skift der var kommet der.
"Hm..." Det var faktisk et svært spørgsmål. "Nej, det er det nok ikke." Det stod fast.
"Men der er ikke rigtig andre måder, er der? Jeg mener, efter det han, nej... det, gjorde, så kan i jo ikke bære forlovelsen videre. I kan vel stadig være venner, ikke?" Hun smilede lidt til Ad'mina, og de fortsatte med at gå.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 26, 2008 23:36:19 GMT 1
"Jo.." Sagde Ad'mina og smilte lidt. "Og bare dét er heldigt nok... Så må vi vel bare vente til han er kommet sig over det."
'Ad'ronakk' betragtede Halvelveren med et roligt blik. I hans øjne var der et glimt af væmmelse gæmt. Han foragtede virkelig det væsen... Men hvorfor at han var den eneste, vidste han ikke.
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 27, 2008 10:17:23 GMT 1
"Du nyder at se mig sådan her.. ikke?"
Enedar talte lavt og og rallende. Han havde ikke rørt på sig på nogen måde, og lå med ryggen til døråbningen.
"Men jeg har jo fortjent det... Hvad ondt gjort vil altid blive straffet..!"
Han tav lidt og fortsatte så lidt med en undrende og ydmygende stemme: "Hvis du afskyr mig på den måde.. hvorfor står du så her.. ?"
Men han havde allerede svaret selv. Det kom i en helt anden tone.
"Ah ja... nu ser jeg.. den menneskelige trang til hævn, og følelsen af sejr..! Det kunne jeg have sagt mig selv..."
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 27, 2008 10:36:32 GMT 1
"Du er slet ikke så naiv." Ad'ronakks iskolde øjne skar gennem Halvelveren. "Menskelig hævngærighed... 'Hævnen er sødest når den nydes kold', som man siger. Og du kan vist ikke få det koldere lige nu."
Han så ned på sin ene hånd, som om at han undersøgede sine negle eller noget i den stil. "Uanset hvem du spørger. Min familie, mine venner, mine allierede, mine fjender eller selv mine tidligere elskere, så vil du opdage en ting: Jeg er god til at bære nag. Du har virkelig gjort megen skade, deter du klar over, ikke sandt?"
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 27, 2008 10:42:03 GMT 1
"Absolut... Mine gerninger står klart i de fleste der har været med til dette's, erindring..!"
Enedar havde klart gevet op på det punkt. Lige meget hvor meget han kunne kæmpe for at overbevise andre om, at det ikke var hans mening, men en andens, så nyttede det ikke.
"Nag er ikke noget jeg bærer.. men sorg ligger tit på mine skuldre. Også inden dette..!"
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 27, 2008 10:50:07 GMT 1
"Du forsøgte at dræbe mig." Ad'ronakk stirrede ondt på Enedar. "Du var en overgang ved at tage min forlovede fra mig. Du har dræbt en af mine familie-medlemmer og du har tilmed forlovet dig med min lillesøster der nu ikke ved hvad hun skal gøre. Hun er stadig ikke gammel nok til at komme sig hurtigt over den slags oplevelser, men tro mig. Jeg skal nok gøre for hende, som hun endnu ikke har vilje til!"
Ad'ronakk gik et truende skridt hen mod ham. "Du forsøgte at dræbe mig." Hvislede han med afsky i stemmen. "Men det er mig der stadig står stærkt på mine ven, og dig der vælter rundt i støvet."
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 27, 2008 11:05:45 GMT 1
"Jamen, hvad står du der og glor for?!?"
Enedar fløf op på benene, med en uventet kraft!
"Jeg var ung og uerfaren! Hun er en sirene! Jeg kan ikke undskylde, for du vil ikke lytte! Og hvis der var noget i mit liv jeg kunne lave om, så skulle det være det drab!! Jeg ville det ikke! Jeg ville ikke dræbe dig! Men det skete alligevel! Og ingen lytter til mig, men hvad skulle det også nytte?!? Jeg er morderen, ham der fordærvede Urskoven, personen der var tæt på at dræbe dig! Det er sådan det lyder!"
...
Han trådte så langt frem imod Ad'ronakk som han kunne.
"Hvis du hader mig sådan... hvorfor gør du det så ikke bare af med mig..? Hvis du, og alle andre ænsker mig borte, hvorfor opfylder du ikke deres ønske..? Du har chancen...!"
...
"Du skal blot vide, at hvis det er muligt, vil jeg gerne give mit liv til noget større... Til at redde Urskoven, til at lette dig, til at genoplive ham jeg dræbte, hvis det kunne være muligt.."
"Mit liv er så fordærvet, så hvis jeg skal ha' en chance for at glæde andre, er dét måden..!"
Han tav endelig.. bøjede hovedet forover, og ventede.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 27, 2008 11:14:12 GMT 1
Ad'ronakk hævede armen og slog Enedar hårt på siden af hovedet så han vaklede. Selv om han ikke var der helt oprigtigt, kunne han åbenbart godt slå til.
"Hvis det stod til mig, så lå du alle rede død og brændte i hælvede." Sagde han med en forbløffende ro i stemmen.
"Det kan godt være at du bare er en naiv knækt, men du kan stadig ikke stjæle andres ejendomme. Har du ikke fattet det, knækt? Jeg ejer Nightie. Og selv ikke den mest listige tyv kan tage mine ejendomme fra mig."
Ad'ronakks skikkelse blev slørret og han forsvandt sammen med sine sidste ord.
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 27, 2008 11:21:57 GMT 1
En ligegyldighed bredte sig endnu en gang i Enedar. HVorfor kunne dte ikke bare være slut?!? HVorfor behøvede han at sidde her?!? Hvorfor var han sådan?!?
Han vaklede omtåget rundt i cellen. Billeder i hans hoved af Ad'mina der havde strakt sig efter ham, blev ved med at hjemsøge ham. Han græd og græd.
"HVORFOR?!?!?!" Skreg han til sidst og hamrede hovedet ind i muren.
Så blev alt sort.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 27, 2008 13:04:06 GMT 1
I mellem tiden var Ad'mina og Nightie nået op til den store port.* Nightie tågede lidt rundt i sine egne tanker.
"Er det bare mig, eller bryder Ad'ronakk sig slet ikke om Enedar? Han virker lidt, afvisende." sprugte hun så, mens de gik gennem porten og ind på pladsen. Og heldigvis var hverken Errak eller Cáran i nær heden. Savlere...
*De kunne jo ikke bare blive ved med at gå? X)
|
|
