|
|
Post by Enedar on Jan 6, 2008 18:04:18 GMT 1
Der stod de. Gruppen. For foden af hans bjerg, i hans skov. Alle hans slaver, slået på hjemmebane. Men ham kunne de ikke vælte. Han gik lige til sagen. Først arbejdede han sig ind i Ad'Máran's sind. Sindet var blokeret af utallige mure, en person der virkelig vidste hvordan man lukkede sig inde. Men han fandt et hul i muren. Det hul, der blev skabt efter SKyggen havde overfaldet ham. Det hul der sagde, at han ikke var klar. Han var svag, et tydeligt hul i hans stolthed. Og på kort tid havde han kontrol over personen. Og dæmonen hviskede med sin slangetunge, et af de ni dødsord. Manden faldt sammen, livløs.*
Han tjekkede de andre's sind. Men ikke ét hul var der at finde. Selv den blå var beskyttet, af en stor lyserød, men dog ubrydelig tåge. "Kærlighed" tænkte han. Det samme hver gang...
Han stilede sig an. De kunne se ham, men havde vist andet at tage sig til. Når de begyndte opstigningen, ville de få sig en overraskelse. Han smilede lumsk.
* Eragon inspireret.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 6, 2008 18:19:08 GMT 1
"Ad'mina, Nightie, se til Ad'máran! Resten tag med mig!"
Ad'mina græb Nightie om håndledet og faldt på knæ sammen med hende ved siden af sin halv-fætter. Blodet så ud til at forlade hendes ansigt og hun blev lig-blev da hun så på ham.
"Ad'máran!" sagde hun højt og lagde siden af hovedet mod hans bryst. Hun kunne ikke høre noget. Hun fik tåre i øjnene. "Ad'máran! Kom nu, Vågn op!"
Ad'ronakk sende en besked til sine familie-medlemer ved hjælp af tankens kræft og derefter angreb de. Almindelige mennesker ville ikke kunne klatre op ad de enorme pikke, men med Administratorene var det noget andet. Tvillingerne gjorde sig usynlige og forsvandt for blikket. Ad'mina svævede så let som ingen ting mellem forsvarsværkerne. Ad'ronakk og Ad'attigo teleporterede sig et par meter af gangen fra steder hvor de kunne stå fast, til andre lignende steder. Det hele gik hurtigt opad mod toppen.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 6, 2008 18:24:50 GMT 1
"Ad'mina..." Nightie lagde en arm om sin venindes skuldre. "Det er forsent, det ved du godt..."
Hun kiggede på Ad'mina, og tilbage på Ad'máran. Eller, hans krop. Han var bare faldet død om?? Hvordan kunne man bare falde død om?!
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 6, 2008 18:27:21 GMT 1
( Hvem snakker om forsvarsværker? XD )
De var på vej op! Dæmonen gjorde ikke andet end at løfte hånden, han havde lagt energi i dette løbende hen af dagen, så han behøvede ikke at anstrenge sig med dette.
Ud af bjerget skød overalt enorme spidse pigge, på størrelse med klipperne. De kunne spyde en hver. Og det skete på under få sekunder, så var de ude. Dette skate overalt på bjerget, specielt de steder omkring hvor indtrængerne befandt sig, da det jo er magi vi snakker om.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 6, 2008 18:52:44 GMT 1
"Vel er det ej for sendt!!" Skreg Ad'mina og faldt hjælpeløst ned over sin halv-fætter, som om hun godt vidste at Nightie havde ret. Hun satte sig op igen efter noget tid. hun cencede overhovedet ikke hvad der skete omkring hende. "Hvorfor gjorde han det, Nightie?" Spurgte hun stille. "Hvorfor faldt han bare om på den måde..?" Hun så op på sirenen med blanke øjne.
Det første sted pikkene sprang ud, var ved Ad'mina (den ældste! XD). Et skrig undlod hendes læber i overreskelse. Hun trak sine arme op foran ansigtet og dannede et skjold omkring hende. Hendes udbrud nåede at advare de andre. Ad'attigo teleporterede sig uden at tøve ned på jorden igen. Ad'ronakk satte fra det sted han stod, gjorde et baglens hop om sig selv og landede utrolig elegandt på jorden i en stilling der kunne minde om en panter eller en kat der gjorde sig klar til at springe igen.
Der var ingen der så noget til tvillingerne.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 6, 2008 18:57:37 GMT 1
"Jeg er bange for det ikke var ham..." Nightie tog om Ad'minas hånd og begyndte at ae den. "Det var den eller det, som også har styret alt det andet der har foregået her... Intet andet giver mening." Hun aede så Ad'minas kind, og gav hende et kram. Så var det værste altså ikke overstået.
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 6, 2008 19:01:47 GMT 1
Dæmonen smilede. Nød hvordan folk sørgede over døde. Der var ikke bedre til. Men noget gik ham på. Hvor var de to identiske nogen? De andre havde opgivet opstigningen for nu, men hvor var de? Han fik en idé. Gik ind i hulen, og kom ud derfra lidt efter, og stod og kiggede ned på de heltemodige personer.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 6, 2008 19:09:48 GMT 1
"Ad'ronakk?" Råbte Ad'mina spørgende. Hun hang i luften ca. 10 meter over jorden.
"Fortsæt!" Råbte han selvsikkert tilbage. Hvis hans modstander troede at dét kunne slå ham ud, så tog han fejl! "Vi kommer!"
"Ad'mina! Nightie!" han vendte sig mod sin søster og forlovede. "Hvordan står det til?"
Ad'mina rystede bedrøvet på hovedet.
Han stoppede op og så alvorligt på hende. "Han er..?" Spurgte han. Hun nikkede.
Ad'ronakk slog en knyttet næve ind i et træ for at komme af med Afmagten, hvorefter at han svævede op til den anden Ad'mina. Ad'attigo gik over til de tog piger der stadig var på jorden.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 6, 2008 19:54:12 GMT 1
"Det her er ikke nogen almindelig, hurtigt overstået dæmon jagt, er det..?" sprugte Nightie som egentlig godt kendte svaret. Det fact at en af Administratorerne var død havde ændret det hele. For hende, i hvert fald.
Men hvis den/det der kontrolerede det her, var i stand til at slå ihejl på den måde... Hvilke andre måder var der så ikke også?
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 6, 2008 20:09:23 GMT 1
"Skal du ikke med derop..?" spurgte Ad'mina sin onkel og ignorerede Nighties spørsmål.
"Mig? Dérop?" Ad'attigo stirrede vantro på sin niece. "Har du måske nogen sinde set en flyvende dværg?!"
Hun kunne ikke lade hver med at smile flabet. "åh..!" Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fuldstændig og hun så måbende op på sin storebror. "Det ser ud til at Ad'ronakk er vred..!"
Ad'ronakk mumlede et tvært "Dæk mig..." til Ad'mina der hang i luften ved siden af sig hvorefter han begyndte at svæve højere op.
Hans hår og tøj blaftede voldsomt og slog omkring ham som om at han var kommet ud i meget kraftigt stormvejr. Hans pandehår faldt ned og dækkede hans øjne. Hans mund var ikke andet end en tynd streg. Enhver der bare havde den mindste kendskab til magi kunne føle hans kuldsorte humør på lang afstand. Alle andre kunne se det.
Han svævede højere og højere op og virkede enlig meget rolig, ud over den vræde der gennemstrømmede ham. Til sidst hang han i luften lige ud for den dæmon der engang var Enedar. Han kunne ikke kende ham.
Der måtte være omkring 10 meter imellem dem. Ad'ronakk ventede på at skabningen skulle sige noget. Et eller andet sted vidste han at den kunne tale.
|
|
