Udenfor, endelig.

[Enedar]

"Ad'ronakk." begyndte den, og mistede ikke smilet på noget tidspunkt. "Dit navn er kendt landet over." Dens hvislende tale snoede sig omkring ham. "Det var tæt på med den giftpil. hva'? Men du kan jo klare den slags, det ved alle. Ak ja, historierne går om dig. Dit navn er på en hver kvindes læbe! Hvordan føles det?" Den holdt en pause, og fortsatte så: "Hvordan er det egentlig magt føles? Du ved det, jeg ved det. Men du tør ikke give udtryk for det, du gemmer dig bag din stolthed. Men hvorfor gemme sig, når du kan hvad du vil? Du kan få en hver kvinde i landet til at bøje sig for dig, du kan lyste med hvem du vil.. men du udnytter ikke den magt du er blevet givet? Hvorfor ikke Ad'ronakk? Hvad med de gange hvor lille Nightie ikke har været hjemme til natten? Du har været ensom.. ikke sandt? Du må ha' haft en sådan trang til det, havde du ikke?" Hvislende var det.
"Du har al den magt du vil have, men tager ikke brug af den. Hvad er der så ved det? Ville du ønske du bare var en simpel person, så du ikke havde alle de bekymringer og ting du skulle tage dig af? vad med alle de gange du skal noget, og du skuffer Nightie, de farlige missioner du skal på? Hvorfor ikke bare sige nej hver gang? Hvorfor er det at du lystrer som en køter, når det er dig der har magten? Du har magten, har magten... har magten.. Hvislelydene svandt bort, og efterlod Ad'ronakk alene. Der gik lidt tid. Han fortsatte:
"Hvis du blot udnyttede den magt kunne du udrette mirakler! Du behøvede ikke at stå her, du kunne sidde i en hytte med din søn og din forlovede, leve der forevigt. Du kunne redde din familie. Ja, det er sandt, du kunne vække de døde...
Og jeg kan hjælpe dig Ad'ronakk.. lyt til mig, og dine problemer vil være ovre for evigt.. Det eneste du skal, er at sige "Ja, jeg vil lade mig hjælpe!" og dine problemer vil være forbi for evigt.. "
Hvislen svandt bort, og efter lod Ad'ronakk. Komplet alene.

[Administrator]

Ad'ronakk fnøs hånligt. "Du har ændret dig meget, knægt... Jeg kunne slet ikke kænde dig!"
Ad'ronakk tog med en langsom bevægelse fat om skæftet på sit sværd, men trak det ikke.
"Tænk at du elskede min søster engang... Du ved jo slet ikke hvordan magten bruges. Du tager fejl." Han smilte lidt. "Vi er ikke på lige fod."
Ad'ronakk gjorde en hurtig håndbevægelse og udbrød. "Ré! Gé!"
De to tvillinger dukkede op bag dæmonen. I løbet af et sekundt havde Ré hakket bagsiden af din dolk ned i nakken på den og Gé havde sparket den om kuld. Ad'mina(den ældste) svævede op bag Ad'ronakk og dannede et skjold der fangede uhyrret i en kuppel.
De stod alle og stirrede på den med et lyftet øjenbryn. Var dét Halvelveren? Ad'ronakk var åbenbart den eneste der havde kunne se det.

[Niphedoria]

"Hvad sker der dér oppe..?" Nightie kiggede på Ad'ronakk der svævede oppe i luften. Hun undrede sig over hvad det mon var han havde gang i, og hvad de andre havde gang i.
Men vreden klædte ham faktisk... Selvom det sikkert var knap så godt at han var vred.

[Enedar]

Dæmonen rejste sig, og kiggede ud igennem kuplen. Og så brød den ud i latter. Den grusomste og ondeste latter man havde hørt siden Skyggemesteren, og langsomt opløstes den imens. Det var en illusion.*
Ud fra træerne bag Nightie trådte en dæmon, og greb den ene arm og hendes liv, og den anden holdt en sylespids, ondt-udseendet, lang kniv foran hendes strube.

* I husker da han gik ind i grotten og kom ud igen lige efter? ^^ Der lavede den en illusion af sig selv, fordi den vidste at tvillingerne ville overfalde ham bagfra på et tidspunkt. Samtidig med et den rigtige sneg sig ned på den anden side af bjerget og ja... XD

[Administrator]

"Nightie!!" Brølede Ad'ronakk og følte sig så dum som nogen sinde. Den elver-knægt af et gadekryds og en dæmon havde narede ham!! I løbet af få sekunder var han nede ved siden af Ad'mina der stod og måbede.
"Rør dig ikke, Nightie!! Jeg vil ikke lade ham gøre dig noget, det ved du godt!" Ad'ronakk trak sit svær. "Det hele skal nok gå fint!"
"E... E.. E-ened..!" Tårene begyndte at trille ned af kinderne på Ad'mina og hun faldt ned på knæ. "N- n... Nej..." Hendes stemme var næsten kun en hvisken.
Ad'attigo havde også trukket sin økse og stod ved siden af Ad'ronakk.

[Niphedoria]

"Enedar...?!" Havde det ikke været fordi Nightie blev holdt som gidsel af en dæmon, havde hun med det samme vendt sig om og stukket ham en flad. "... I gør ham ikke noget...!" Hun skævede til Ad'mina, det var hende det var værst for...

[Enedar]

Han havde et valg nu. Dæmonen havde. Her stod han med Ad'ronakks liv vel nærmest, og kunne gøre hvad han ville med det.. ( HOST XD ) Men tanker begyndte at sværme i dets hoved, og den blev usikker i sit greb. Enedar genvandt kontrollen langsomt. Dæmonen slap Nightie, og styrtede til jorden med hænderne på hovedet og kæmpede imod med al kraft. Men lige meget hjalp det. Og langsomt rejste den sig igen. Han rejste sig.
Enedar gik over til Ad'mina. Hvis de ville slå ham ihjel havde de chancen. Hans dæmon skikkelse var skræmmende. Han satte sig ned lige foran hende, og så ind i hendes dybe øjne.
"Jeg er ked af det Ad'mina..." hans stemme rystede. Han vidste hvad han havde gjort. Langsomt klemte små mørke tårer sig op under dæmonens øjne. Han græd.
"Jeg elsker dig Ad'mina. Jeg vil altid elske dig.."
Han, som dæmon, så ned på sin hånd, med de lange sorte kløer. Og på den sad det eneste der endnu var bevaret af Enedar. Hans dybblå ring, Ad'mina havde foræret ham, den aften.
"Jeg elsker dig Ad'mina.. Glem aldrig det!.." Han blev ved med at kigge i hendes øjne, indtil en hoved pine ramte han, og han faldt
stønnende til jorden med hænderne på hovedet. Dæmonen var på vej tilbage.

[Administrator]

"Du holder dig langt fra min søster!" spruttede Ad'ronakk vredt og sparkede af alle kræfter til Dæmonen / Enedars kæbe så den/han faldt gispende om på rykken. "Og min forlovede!" Endnu et spark faldt på væsnet. Diregte ind i siden, lige under ribbenene.
Ad'ronakk greb om Nightie og holdt hende ind til sig. "Du ender med at skræmme livet af mig!" sagde han hæst.
Ad'mina så magtesløst ned på skikkelsen på jorden. "Hvad er du dog blevet til..." Spurgte hun stille og endnu en tåre gled ned af hendes kind. Hun buggede sig ned og rørte med dirrende hender skabningens kind. "Hvad er du..?"

[Enedar]

Og væsnet forvandlede sig, og tilbage lå Enedar på jorden, og hostede. Han fik lidt indre ro, og så på Ad'mina med lidende øjne.

"Et afkom af sorg." svarede han og bed tænderne sammen. "I må forstå.. jeg har set hjælpeløst til mens alle disse ting er sket. Jeg er fanget i dæmonen. Jeg har været vidne til at det blod og vold.. " Han græd og græd. "Men jeg har aldrig villet det.. du må lytte til mig.. Min far døde.. " Han tav og hulkede. " Det var det der startede det... I min sorg tænkte jeg mørke tanker, og kæden om min hals, min anden sjæl slog til. Jeg er inde i den nu, den er ikke længere omkring mig... men inden i mig.. " Han hostede blod op og faldt på maven.. "Hvis det ikke er nok.. så udslet mig og dæmonen.. så er verden fri for ham.. Vil i ikke nok..?!" Enedar bønfaldt dem, og faldt sammen igen. Dæmonen pressede på.. " Den er stadig derinde, krystallen, dæmonen... Vil i ikke nok.. verden har set nok lidelse, spevielt denne skov..!"
Han kæmpede og vred sig dæmonen var meget tæt på nu..

[Administrator]

Ad'mina rettede sig op og så koldt ned på den blodige halvelver.
"Du forsøgte at slå os alle hjæl... Du gjorde det af med min fætter. Du truede min bedste veninde. Du sårede min bror - både hans krop, sind og stolthed." Hun så stadig koldt ned på ham. "Jeg kan umuligt elske dig efter dette her..." Hendes øjne var blanke. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med dig..."
Ad'ronakk stod bare og holdt Nightie ind til sig. Han vukkede hende let frem og tilbage i sine arme som han før havde gjort det. Han var virkelig bange for at miste hende.
De andre administratore stod ved liget af deres familiemedlem og sørgede dybt.