|
|
Post by Enedar on Jan 6, 2008 21:58:52 GMT 1
Nu kunne han snart ikke klare det mere. Følelser blandet med fysisk svækkelse giver ikke ikke det perfekte grundlag for psykisk forsvar. Derfor var det lige på grænsen til at bryde igennem.
"Jeg forstår.. " Han var dybt chokeret over det han sagde, men stod ved det. "Jeg ville gøre alting for at gøre det godt igen.. men det jeg har lavet, er utilvgiveligt.. " Han havde droppet at argumentere for at det ikke var ham der havde gjort de ting. Hvad skulle det nytte? Hun ville ikke mere. Han græd og græd mens frustrationen brød ud.
"Så dræb mig dog mens i har chancen, inden den slipper ud igen. Jeg kan ikke leve med dens og mine synder i mig mere..!"
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 6, 2008 22:04:18 GMT 1
Ad'mina (ældste) kun med tåre løbende ned af kinderne gående mod skikkelsen på jorden. Hun lyftede sin ene hånd og lavede det samme skjold som hun havde brugt på den anden. "Han slipper ikke ud dérfra.." sagde hun med en grødet stemme der knækkede over.
"Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre..." Den yngste Ad'mina lænede sig hjælpeløst op ad et træ og tog sig til hovedet.
Ad'ronakk mumlede stille "Jeg var mere bange, end du var, ikke?" han lo lidt. "Nå, jeg går ikke ud fra at nogen kan bebrejde mig dét..!"
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 6, 2008 22:10:21 GMT 1
"Jeg vidste han ikke ville gøre mig noget..." Nightie smilede til Ad'ronakk og flettede en lille fletning i hans hår. "Du mener da ikke seriøst at du overvejer om i skal lade ham leve eller ej?" hen vendte hun sig så til Ad'mina (Den yngste).
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 6, 2008 22:11:05 GMT 1
"Ad'mina.." sagde han bønfaldende indde fra kuplen. Hans hud blev mørkere igen, og vingerne begyndte så småt at vokse ud.
"Jeg elsker dig.. Og jeg ville så gerne ha' at dette aldrig var sket.. Jeg.." En meget stærk hovedpine ramt ham, og han krøb hjælpeløst sammen.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 6, 2008 22:18:21 GMT 1
"Hvis det står til mig skulle dén fyr brændes levende og hugges i småstykker bagefter..." sagde han tvært og sende en kulsort mine til skikkelsen på jorden. "Nej, se!" Udbrød han med en hånende stemme. "Nu skal han sanlig til at spille stor, stærk, dæmon-ting igen!". Han havde aldrig brudt sig om Enedar alligevel!
Ad'mina stirrede koldt på væsnet i kublen. "Tag ham med tilbage til slotet..." sagde hun stille og satte sig ned på jorden i skræderstilling. Hun havde ikke mere at sige.
Den ældste Ad'mina løftede kublen fra jorden og førte den efter sig, som en hund i en snor.
"Jeg brød mig ellers godt om dig, knægt..." brummede Ad'attigo med en sørgmodig mine.
Tvillingerne sørgede for at Ad'márans lig svævede imellem dem, og de gik alle mod Hovedstaden. Alle undtagen Ad'ronakk, Den yngste Ad'mina og Nightie.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 6, 2008 22:28:05 GMT 1
"I kan altså ikke bare aflive ham! Det var jo ikke ham der gjorde alle de forfærdelige ting!" Nigthie gik med det samme ind for Enedar, og stolede fuldt og fast på det han havde sagt. Hun kiggede over på Ad'ronakk, "Og du kan ikke tillade dig at opføre dig sådan"*. "Han havde ingen kontrol over hvad han var blevet til, og alligevel så skar han ikke halsen over på mig da han havde chancen..." Det var på dét tidspunkt Nightie havde indset det hele. *Altså, det kunne han jo godt ^^ Men nu er Nightie lige i optimist-mode  |
|
|
|
Post by Administrator on Jan 7, 2008 16:20:47 GMT 1
"Selvfølgelig gjorde han ikke dét!" Sagde Ad'ronakk med en mumlen. "Jeg glæmmer ikke jeres mindre erfære i sommers lige med det samme*! det er måske også en af grundene til at du holder med ham." Han lagde opgivende armene over kors. "Desuden kom alt det dæmon-værk fra hans indre! Selvfølgelig er det så ham der må tage følgerne af det."
*: Det husker i vel, ikke? XD
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 7, 2008 16:27:17 GMT 1
"Årh, hold dog op! Det har absolut intet med det hér at gøre." Nightie kiggede ned i jorden. Det havde da ikke noget med det at gøre... Vel? "Og hvad med den gang du spidede din lille søster, hva'?? Hvordan har du måske afbetalt dét?" For det var da heller ikke en hel normal ting at gøre. "Han er min ven, og du får ikke lov til at gøre ham noget." sagde hun så.
(Jo, vi husker det rigtig godt! XD)
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 7, 2008 16:35:28 GMT 1
"Din ven Var tæt på at slå mig ihjæl! Gift! Det er det fejeste kneb jeg længe har oplevet!" Ad'ronakk stirrede irriterret på Nightie. "Det var et start huk i min ære, hvis nogen for noget at vide om dét, så..!" Han tog sig til hovedet og så så på hende igen. "Desuden dræbte den Åh, så kære ven min halvfætter! Tror du at hans hustru og 2 børn vil lade din ven leve efter dette hér?!"
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 7, 2008 16:42:58 GMT 1
"Hvad er der med landvæsner og hævn?!" Nightie rejste sit hoved og kiggede på Ad'ronakk med et undrende - dog stadig - sørgende blik. "Hvad er det store problem i at tilgive, så sørge, og så komme videre uden at ønske "den skyldige" ondt?" Landvæsner, bah! Det eneste de havde forstand på var krig, og hvordan man hurtigst muligt og/eller mest smertefuldt kunne komme af med sin modstander. Typisk!
|
|
