|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 0:43:16 GMT 1
"Lad hende nu bare komme med, Ad'ronakk!"Ad'attigo Gav sin nevø et lille venskabligt slag i ryggen. (Han kunne ikke nå op til hans skulder XD) "Vi er 7 Administratorer! Hvad kan der ske? Det er jo bare en harmløs lille demon-jagt..!"
"Du har vel ret..." Ad'ronakk så med bekymrede øjne på Nightie. Han ville virkelig ikke have at der skete noget med hende. "Er du sikker?" Spurgte han alvorligt. "Vi ender jo bare i en våd, mørk skov med et par dæmoner og varulve rundt omkring... Det er ikke fordi at det er det mest interressandte eller behagelige at bruge sin tid på..."
Ad'mina havde alle rede givet de andre administratorer besked på hvor de skulle teleportere hen, hvordan og hvornår. Det eneste de manglede var Ad'ronakk og hans sirene.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 5, 2008 10:32:48 GMT 1
"Helt sikker!" Nightie smilede og gav ham et kram. Selvom tanken om en våd skov inklusiv uhyggelige dyr og skabninger, ikke liige var det mest attraktive hun kunne forestille sig.
Desuden var der jo også de andre Administratorer, og så kunne det ikke gå helt galt. Vel?
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 13:42:19 GMT 1
Mens Nightie stadig stod med armene omkring Ad'ronakk, teleporterede han hende sammen med de andre. I det neste sekund stod de i et yderste bælte af træer i urskoven. Erlig talt virkede det mere mærkt end det plegede.
"Typisk at det også regner.." Mumlede Ad'attigo tvært.
"Hvad gør vi?" Spurgte Ad'mina sin niece med et myndigt blik.
"Vi bevæger os længere ind i skoven." Sagde Ad'mina og gik i spidsen for dem.
"Hvis der sker noget," sagde Ad'ronakk og så på Nightie. "så skal du ikke løbe væk fra os. Bliv hos mig, jeg skal nok beskytte dig..!"
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 5, 2008 18:30:59 GMT 1
Og langsomt, lukkede skoven sig bag dem. Krattet groede med ét tættere, ubrydeligt bundet af magi. Og der blev stille...
Enedar sad på toppen af sit bjerg, og betragtede det han havde skabt. Væsnerne der var tilbage var nu komplet under hans kontrol, hvis h na bad dem om det. Deres styrke var forøget, der i blandt alle sanser og hurtighed. Virkelig stærke var de, selv de mindste. Sjovt hvad mørket var i stand til..! Og gemt i alle skovens skygger, var dæmoner. Livsdrænere og SKygger. Skyggerne var de farligste. De forsvandt fra deres skjul, gled lynhurtigt over jorden, dannede sig bag dets offer, og stak så sin sylespidse arm gennem offerets bryst. Alt sammen på alt for kort tid.
Pludselig følte Enedar, at nogen betrådte skovbunden. Nogen havde krydste grænsen, og var gået ind i skoven. Og langsomt kunne han mærke, hvordan magtesløsheden spressede op i ham, og til sidst, tog kontrol, trods hans stædige forsøg på at kæmpe imod...
Væsnet trak vejret dybt, og rettede sig så op. Det lukkede øjnene og kontaktede træerne i nærheden af de indtrængende. Og ganske rigtigt var der nogen der betrådte dets skovbund, dets skov. Mens disse mennesker var anderledes. De besad vældige kræfter, specielt en høj en af dem. De var klædt næsten ens, bortset fra den mest speciele i gruppen: Et blåt svagt væsen.
Derefter kontaktede væsnet alle Skygger og Livsdrænere i nærheden, samt varulvene der befandt sig længere væk. Og bad dem angribe, men forsigtigt. Og alle lystrede blindt.
Et smil tvang sig frem på væsnet mund.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 5, 2008 18:44:13 GMT 1
Nightie havde ignoreret Ad'ronakks forsigtighed. Helt ærligt, så gik hans overbeskyttende forsigtighed hende lidt på nerverne.
Men han havde haft ret i at advare hende. Det her sted var alt andet end lutter lagkage. Mørkt, alt for mørkt.
Hun klemte sig op af Ad'ronakk, og det hjalp en lille smule.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 18:44:19 GMT 1
Et par lyde lød bag hele gruppen. De kom alle sammen meget hurtigt efter hinanden.
Et "Eeek!!" fra Ad'mina (Den ældste).
Lyden af et våben der blev trukket.
Og en hund der pev i smerte.
Alle vendte sig om og så Ad'mina (Stadig væk den ældste) der havde stukket sit tunge sværd gennem en varulv. Dens pels var helt sort.
Der gik ikke mange sekunder før Ad'ronakk instiktivt tog komandoen fra Ad'mina(Hans lillesøster) der hidtil havde ført an.
"Jeg går forest, Nightie hold dig tæt bag mig! Dan en række, De 2 Ad'mina'er i midten, Fætter (Henvændt til minutauoren der bar en stor dobbeltbladet økse), du dækker os op og sørger for at der ikke kommer noget bagfra! Hold jer på en række, alle sammen, vi er inden for farrens grænse nu!"
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 5, 2008 19:26:43 GMT 1
En skygge forsvandt pludselig far et af træerne længere bag dem, og krøb lydløst hen af jorden, i tiltagende fart. Langsomt begyndte tågede kropsdele at danne sig, mest synlig en arm som et spyd. Skyggen rundt helt nede i bundem af krattet, lydløst, og utydelig. Ingen ville lægge mærke til den. Den var nu oppe omkring gruppen, og bevægede sig ganske langsomt.
Og på under 1.5 sekund, sprang den op, dannede resten af sine kropsdele, og spidede sin arm med fuld kraft igennem minotaurmandens venstre side af brystkassen, uden at de andre lagde mærke til det. Efter det, opløstes den, og forsvandt for altid. Det sidste man så af den, var den blodige arm, der langsomt sydede og blev til sort røg, som resten, der stille drev væk.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 19:39:55 GMT 1
Minutauren faldt stønnende bag over og ramte jorden. Han sagde ikke noget han tog sig bare krampagitgt til brystet.
"Hvad i Vindarros navn var dét*?!" Udbrød Ad'mina.
"Hold jeg på linien! Nightie, ind i mitten mellem Ad'mina og Ad'mina!" Kommanderede Ad'ronakk og løb om til sin sårrede fætter der lå på jorden.
"Ad'máran!" Sagde Ad'ronakk højt og lagde varsomt en hånd bag hakken på Minutauren. "Ad'méran, er du okay?"
"Ad'ronakk..!" Sagde Ad'máran med svaghed i stemmen. "Hvad i alverden var det?"
"Jeg ved det ikke." Sagde Ad'ronakk og lagde varsomt en hånd på sin fætters sår."
"Kom op at stå, min dreng!" Sagde Ad'attigo med et venligt smil.
"Jeg kan da ikke gå vidre med dette hér!" Beklagede han sig. Det var ikke fordi at han ikke ville, der var mere det praktiske. Han begyndte at hoste voldsomt.
*: Det ser ud til at Ad'ronakks vrede udbrud er smittet af på Ad'mina. XD
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 5, 2008 19:45:21 GMT 1
"Gargh! Hva' fylen var det?!" Nightie kiggede sig mistænktsomt omkring. Det var da en værre omgang uhyggeligt noget!
Ind mellem Ad'mina og Ad'mina... Okay så! Hun smuttede ind mellem de to Ad'mina'er, og kiggede nervøst fra den ene til den anden.
"Ikke noget specielt, bare en lille dæmon jagt" havde de sagt. Right! Det her var da knap så ikke-specielt!
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 19:54:28 GMT 1
"Ad'mina!" Sagde Ad'ronakk højt og med en hurtig bevægelse rev han Ad'márans kofte midt over. "Kan du forbinde såret?"
"Selvfølgelig!" Ad'mina (Den ældste) forsvandt fra nighties side og Begyndte med hurtige og præcise bevægelser at forbinde minutaurens bryst med bandager der kom ud af det rene. Mere magi.
Ad'ronakk rejste sig og så på tvillingerne med et bebrejtende blik. "Hvorfor hørte i ikke den.. Den ting komme?" Tvillingerne var kendt for at være de pærfekte spioner og spejdere i familien.
" 'En lille uskyldig jagt', sagde du!" Råbte de begge i kor, "Vi vidste da ikke at det var sådan noget vi var på jagt efter!"
Ad'ronakk sukkede opgivende og gik hen forest i rækken igen. De fik minutauren på benene og haltende blev han placeret i rækken foran Ad'attigo. De gik et godt stykke vidre.
|
|
