|
|
Post by Niphedoria on Jan 5, 2008 22:28:56 GMT 1
"Jam-...!" Nightie kiggede tomt på det sted hvor Ad'ronakk lige havde stået. Hvorfor var han altid sådan?
"Hvorfor?!" Råbte hun. Og lige hér! Midt ude i en skov der er meget mørkere end normalt, og som vrimler med både det ene og det andet monster!
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 5, 2008 22:31:56 GMT 1
Kvinden skreg igen, denne gang svagere end før, og udstødte så et støn, og der lød en dunk-kyd, som når én falder til jorden. Resten af skoven var stille.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 22:38:55 GMT 1
Ad'ronakk dregede hovedet den retning lyden kom fra og løb igen. Han hoppede ud fra et træ og ind i en lysning med sværdet hævet. Hans sanser har skærpet fulgt ud da ramte jorden og gik i sin sædvanlige kampstilling på under et sekundt.
"Hvad venter ham, Ré?" Spurgte Ad'mina (Den ældste) ham med et bekymret udtryk.
Ad'renno fortalte hvad han vidste og de besluttede at sætte efter ham, selv om han muligvis ikke behøvede deres hjælp. Det var jo Ad'ronakk, ikke sandt? Hvad kunne der ske?
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 5, 2008 22:44:22 GMT 1
Kvinden lå i den anden ende af lysningen. Hendes lange lyse hår, og lette beklædning var indsmurt i blod. Hun trak vejret i små svære træk, og lukkede øjnene i smerte. Ud over det var hendes ansigt smuk og fejlfrit, præcis som resten af hendes krop. Hendes nærmest gennemsigtige sommerkjole var flået op enkelte steder, af noget der lignede kløer, og også derfra blødte hun stærkt.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 22:50:19 GMT 1
Ad'ronakk gik varsomt hen til hende og bukkede sig ned over hende.
"Hvad er du da for et pærfekt væsen*..?"
Han satte sit sværd i jorden ved siden af hende og lagde en hånd på hendes kind. Han løftede hendes hoved lidt, så han kunne se på hendes ansigt. Strags greb han om sit sværd, trak det op af jorden og gik et par skridt baglens.
Noget var HELT galt!
*: Typisk ham at blive blændet af en kvindes skønhed, uanset hvor blodig og medtaget hun er! XD
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 5, 2008 22:56:52 GMT 1
Ud fra de nærmeste trætoppe, vislede giftpile, med lammende effekt mod Ad'ronakk. Hurtigt og smidig, veltrænet som han var, undgik han de fleste, men angriberen bagfra's pil, satte sig fast i hans skulder. Og kvinden satte sig op, og smilede. Langsomt opløstes hun, og tilbage stød en lille knoglet dæmon*, med lysende gule øjne, og gloede på Ad'ronakk. Og den grinede, den frygtligste latter, men det havde dne ikke behøvet, for smilet i dens små lede øjne var nok. Med sin stav, sendte den en kraftig chokbølge imod ham.
Dæmonerne i træerne var meget svagere end den, selv om det ikke så sådan ud, da de var nok så pumpede. Men Illusionsdæmonen havde et beskyttende skjold.
*Illusionsdæmon! Meget smart og snedigt væsen, perfekt til at tillokke naive helte! XD
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 23:11:10 GMT 1
Ad'ronakk satte sit sværd op foran chokbølgen og det prallede af mod metalet. Med en irriterret mine trak han pilen i sin skulder ud. Heldigt at der ikke var modhager på. Han sparkede til det væsen der før havde været en kvinde, så den landede på ryggen i en busk og sprallede. Han mumlede et par hurtige ord, gjorde en håndbevægelse så alle træerne omkring ham begyndte at ryste. Dæmonerne faldt ned fra træerne. Endnu en håndbevægelse og de frøs fast midt i en bevægelse.
Han tog sig til skulderen og faldt ned på det ene knæ.
Ad'mina, Ré og Gé løb let igennem skoven men resten havde ikke så let ved at følge med. "Kom nu!! Skynd jer!"Råbte hun af dem.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jan 5, 2008 23:19:26 GMT 1
Nightie løb side om side med Ad'mina (den ældste! XD) og de to andre administratorer. Det kunne hverken gå hurtigt eller langsomt nok.
Hun ville finde Ad'ronakk, og sikre sig han var okay. Han skulle aldrig have gået alene! Alligevel ville hun også gerne spurte hele vejen tilbage, og aldrig nogensinde sætte sine fødder i skoven igen.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jan 5, 2008 23:27:07 GMT 1
Ad'mina og tvillingerne løb ud i lysnigen. Det første Ad'mina gjorde var a falde kluntet over en af de forstenede mini-dæmoner.
"Hvad i al..?" Ad'mina kiggede over det væsen der var skyld i at hun var gået på næsen.
"For #"¤% Ad'ronakk, da!!" Snerrede tvillingerne i kor. "Hvad laver du dog?!"
Ad'ronakk sad og hæv efter vejret. Han havde stukket sit sværd i jorden igen. Med den ene arm holdt han sig oppe ved hjelp af det, med den anden hånd havde han græbet om sin skulder. Hans ene knæ var stadig plantet solidt på jorden.
|
|
|
|
Post by Enedar on Jan 5, 2008 23:31:18 GMT 1
Det var jo gået som det skulle. Dæmonen smilede. Nu var det tid til at kunne forsvare dets bjerg. Det fløj op i luften, og hang der lidt. Og åbnede så i luften, en sort portal, til Underverden.. Og bag den lyste enorme dæmoners lumske, gule øjne.
|
|
