|
|
Post by Administrator on Jun 20, 2007 21:43:47 GMT 1
"Åh, se!!" Udbrød Ad'mina. De var nu nået til den 3. sal. Hun løb over til noget der lignede en firkant på vægen. "Det har Ad'rónakks Idé-tavle! Hver gang han har tegnet noget han vil bygge hænger han det op hér!" Ad'mina så ivrigt på tavlen. Der var en masse forskællige tegninger. De var alle meget flotte og Fantasi-fulde.
"Det er da løgn!!" Ad'minas råb gav ekko i den store hal. "Prøv lige at se på dette hér!"
I midten af tevlen hang en tegning som de ikke havde forventet at finde.
Det var et perfekt billed af Nightie. Hun stod på/i en bølge der gik havde til knæene. Hun havde et trist udtryk i ansigetet. Hendes ene hånd var ragt ud lige frem for hende, den ande lå på hendes hjerte. I hjørnet på papiret var der spildt en dråbe af vand...
Ad'mina var lamslået. Oven over billedet stod. "Kvinden der valgte vanskab frem for Kærlighed." ...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 21, 2007 6:20:35 GMT 1
"wow! Den er da helt utrolig...!" Nightie kiggede på den, førte hendes hånd op til tegningen og fuldte stregerne med sine fingre.
"Jeg må vist hellere få snakket med ham... jeg er åbenbart ikke den eneste der har tænkt over Os(hende selv og Ad'rónakk)" sagde hun, mens hun førte hånden over skriften. Den lignede jo hende på en prik.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 21, 2007 15:24:21 GMT 1
"... Skal vi ikke gå videre?" sagde Ad'mina forsigtigt og trak i Nighties Ærme. "Vi er næsten oppe ved hans kammer. Jeg er sikker på at han bliver henrygt over at se dig igen!" Hun begyndte at gå overimod en vindeltrappe lidt væk.
"Tænk at han vil bygge et Mindesmærke til hende..." Tænkte hun. "Det har han ikke engang givet Far..."
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 21, 2007 15:27:25 GMT 1
"Jo, det kan vi da godt" Svarede Nightie, og vendte blikket over mod Ad'mina.
Hun rørte tegningen en sidste gang, og gik så videre.
"Det er nu ikke så sikkert han bliver det, hvad skulle teksten ellers betyde?" tænkte Nightie.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 21, 2007 15:31:12 GMT 1
De gik op af den stejle Vindeltrappe. Den føltes meget lang. De gik ind til de kom til en dør. Der var en fakkel på hver side af den. "Hér er hans kammer!" Sagde Ad'mina stille. De lyttede lidt. Der var ikke meget at høre...
"Jeg tror at det er bedst hvis du går ind selv..." Sagde Ad'mina til Nightie. "Mig og Enedar skal nok stå her ude hvis der bliver noget! Bare råb, skrig eller noget andet!!"
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 21, 2007 15:34:43 GMT 1
"okie" Nightie tog fat om håndtaget, og tøvede lidt med at åbne døren. hun brugte tiden til at kigge på den flot udsmykkede dør. Der var ikke den figur, som ikke var på den.
Ad'rónakk havde smag, det havde han helt sikkert. Hun foldede fingerne om håndtaget, og åbnede døren...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 21, 2007 15:38:27 GMT 1
Ad'mina trak Enedar længere op ad vindeltrappen hvor de ikke kunne sees.. Det var tydeligt at hun mente at det var bedst, ikke at blive set lige med det samme. "Held og lykke!" hviskede hun da Nightie åbnede døren.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 21, 2007 15:41:33 GMT 1
Nightie mimede et "takt" til Ad'mina, og gik så indenfor. Det første hun fik øje på, var en høj skulptur, som lignede en stor kat. Der var dog noget menneske agtigt over den.
Nightie lukkede lydløst døren, og kiggede igen på katten. Hvorfor fandt hun den så smuk?
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 21, 2007 15:46:14 GMT 1
"Kom!" Sagde Ad'mina hviskede til Enedar. Hun løb ned til døren igen og lagde hendes hoved ind til den. "Kan du høre noget?" Spurgte hun hviskende. "Er han der?" Hun virkede meget ivrig - igen -, men for en gangs skyld hoppede hun ikke op og ned. - Så ville de nok blive opdaget.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 21, 2007 15:57:39 GMT 1
Nightie havde nu løsrevet sig fra katteskulpturen, og fortsatte videre ind i kammeret. Hun kunne ikke se Ad'rónakk nogen steder... var han der overhovedet?
Hun gik hen og kiggede på nogle tegninger som lå på et bord. Den første hun kiggede på, var en skitse af nogle mennekser som stod i noget der lignede et bål. De andre tegninger var mindst llige så sørgmodige. Det var vist hans speciale...
|
|
