Under himmelbuens port.

[Enedar]

"Så overskridende, at jeg overvejede hvor mit hjerte hørte hjemme.. " sagde han stille. "Men det gik over, og nu hvor jeg har dig, kan min grænse ikke overskrides, selv om du så havde udslettet alverdens skove og dyr... for jeg ville tilgive dig..." sagde han, og håbede at hun vill forstå ..

[Niphedoria]

"HAHA! Ikke nær så overskreden som det der, som vi ikke rigtig havde nogen kontrol over!" Nightie knækkede sammen af grin igen. Kunne hun dog aldrig være seriøs?! O.o
Hér sad de, midt i en vigtig indrømmelse... og så kommer der sådan en plat ting på bane! Det var da godt nok for meget! Det måtte hun lave om på... når hun blev ældre! XD

[Administrator]

Ad'mina kiggede ned i jorden... "Så overskridende, at jeg overvejede hvor mit hjerte hørte hjemme... " Gentog hun vemodigt. Hun begyndte at tegne i sandet igen.
"Men nu hvor det er på bane..." Hun kiggede over på nightie. "I var lige ved at gøre det... men jeg - ... jeg gjorde det!" hun lukkede øjnene og vente hovedet væk fra dem. "Élandír..." sagde hun stille og ventede deres reaktion.

[Niphedoria]

"Åh gud, sig det løgn! Ham elvernes blah, han bliver kastreret næste gang jeg ser ham!" Nightie hoppede rundt på jorden, uden at vide hvor hendes energi kom fra. "Men... hey! hey, hey, hey! Det er da noget værre noget! Hvad ligner det at gi' sig hen til sådan én som ham? Du elskede ham jo ikke engang...!" Pludselig strejfe en tanke Nightie, "Eller... gjorde du?" Hun hoppede over ved siden af Ad'mina, og satte sig ned på jorden ved sidan af hende.

[Enedar]

Chok. Ordene "eller gjorde du..?..." sad fast i hans hoved. Han kunne ikke få dem væk, kunne det være sandt? Var dette bare træk i et spil? Han løsnede grebet om hende om vendte sig indad. Var det sandt? Kunne det være muligt? Han kunne slet ikke tænke den tanke, ikke efter alt det han havde kæmpet for, var det hele så bare en løgn?
Han åbnede langsomt munden rakte sig helt hen til hende, og hviskede imens tårrene flød ud af hans øjne :
"Jeg tilgiver dig... men sig mig, elsker du ham.. er det ham du holder af...?"
Han vidste ikke om han bare skulle gå, og så aldrig komme tilbage. Det ville være bedst for alle. For Hendes familie, for Nightie, for hans far, for elverne, for Ad'mina, hvis hun altså elskede ham... Élandír...
Måske skulle han bare rive sin ametyst af og gøre en ende på det hele, sjovt nok var han ikke sur, han var forstenet..

[Administrator]

Ad'mina knep øjnene sammen og gav noget der lød som et følelsestomt grin fra sig. " 'Er det ham du holder af?'!" hun rev sig fri fra Enedars greb og stilte sig foran dem. Hun så ned på dem. " 'Elsker du ham?' ?!" sagde hun højt og skingert. Hendes ansigt fortrak sig i en blanding af vrede og sorg. " 'For jeg ville tilgive dig'?!?! Og det troede jeg på?" Hun stirrede vredt på Enedar. Tårene trillede ned af hendes kinder.
"I var lige ved at gøre det! Af egen fri vilje! Selv om du elskede mig!" Hun så nev i jorden. Hendes hænder var knugede. "Jeg gjorde hvad jeg måtte gøre for at ære min familie og rede mit land! Jeg kan tilgive jer, men i kan ikke tilgive mig? Jeg skulle aldrig have fortalt det!"

[Niphedoria]

Nightie lignede en der havde fået en sko i hovedet. "Hva'? Hvad er der at tilgive? Vi er da fuldstændig lige glade med at i gjorde det! Og hvis tilgivelse betyder så meget, så tilgiver vi sgu dig! Ikke fordi der er videre brug for det... Venner har ikke brug for at tilgive hinanden, for hvis de først gør noget som bevidst pisser ens venner af, så er man jo ikke deres ven. Og så, skal det lige siges at da du jo gjorde det for at rede dit land og din families ære, så kan det umuligt pisse os af!" Nightie kiggede op på Ad'mina, det var da lige godt satans...!

[Enedar]

Enedar tog det på en lidt anden måde end Nightie. Hun havde ret.. hvad nyttede det at sige at Nighties sirene gener havde lokket ham, det kunne han ikke klare at skylde skylden på hende. Hans blik der eller havde hvilet i jorden, siden hun havde rejst sig, løftedes nu, og så direkte på hende.
"Jeg er ked af det Ad'mina... jeg var et fjols. Det var ikke Nightie, det var mig. Hvis du ønsker det på den måde..."
Han rejste sig også.
"Hvis fortid og fejltagelser betyder så meget for dig er der kun en ting at gøre. Jeg må forlade jer. For jeg elsker dig stadig, og vil stadig af al mit hjerte beskytte dig på den bedste måde jeg kan. Og hvis det er mig der er det du skal beskyttes fra, så må jeg hellere blive fjernet fra dig.."
Tårene trillede ud af hans øjne.
"Jeg vil bare ha' at du skal være lykkelig... med eller uden mig..." Han tog en dyb indånding, og begyndte så langsomt at gå mod portalen. På vej derhen trak han sin dolk... Der var ikke meget mere at leve for...

[Administrator]

"Hold dog op med at være så dum, Enedar!" råbte Ad'mina efter ham. Hun løb over til ham, men en utrolig hast, trak dolken ud af hånden på ham og lod den falde til jorden. hun greb hans håndled og vred ham rundt så de stod overfor hinanden*.
"Prøver du at skræmme livet af mig?!?!" Hun så med bange øjne på ham. Hun skælvede af redsel. Hvordan kunne han dog sige sådan noget?

*: Ad'ronakk har været en god læremester, hva?

[Enedar]

"Ad'mina, jeg elsker dig, men hvis det betyder meget for dig, så kan jeg ikke gøre andet. Lad mig i det mindste forsvinde fra dig.."
Han nærmest bønfaldt hende. Han sank på knæ, og kunne ikke holde sig selv ud. Hvad var det også han havde gjort? Hvorfor havde han ladet sig lokke? Han var elendig, det var klart hun hadede ham, hvem ville stole på sådan en utro person? Han fik det dårligere og dårligere, og faldt nu helt om på jorden...
"Ad'mina... jeg er ked af det... jeg skulle aldrig være faldet for dig... jeg skulle aldrig ha' sendt det brev tilbage, jeg skulle aldrig ha' tænkt på dig..." Han var helt opgivende nu, og havde egentlig bare lyst til at være usynlig.

"Jeg elsker dig, Ad'mina... og jeg vil stadig beskytte dig så meget jeg kan med mit liv, som jeg lovede din onkel..."
Han vidste ikke hvad der mere var at sige, han ventede bare på at gå...