At være eller ikke at være... Hvad?

[Niphedoria]

Yay! Den sten Nightie havde kastet efter Elandír havde ramt! Så kunne han måske lære det!
Men hvad var nu dét?? Skulle de bare stå og kigge på hinanden?
Og hvor var Elandír egentlig kommet fra...?? O.o

[Administrator]

"Jamen er det ikke Ad'ronakk?" Elveren gjorde en sval antydning af en smil.
Ad'ronakk lod det ene øjenbryn glide en smule op, på en måde der fik ham til at se utrolig klog og bedrevidende ud. "Elandír..!"
Ad'mina smilte lidt. Hendes bror havde virkelig styr på alle de rigtige udtryk!
"Du lever end nu!" Nu var Elverens smil helt tydeligt.
"Det er ikke noget jeg kan takke dig for!" Ad'ronakk satte sine hænder om på rygen igen.

[Niphedoria]

And so, it has begun! Nightie iagtog deres ansigtstræk. Der var virkelig noget at lære!
Og de halv-spydige svar! Den bedste slags uvenlige samtale man kunne føre!
Og Ad'mina og hende selv var ikke blevet opdaget endnu! Det gik forsåvidt ret godt...!

[Administrator]

"Du skylder mig dit liv, Ad'ronakk!" sagde Elandír med et fattet, alvorlig udtryk i ansigtet. "Hvad er der galt i at tage, hvad du skylder mig?"
Ad'ronakks andigt fik en antydning af noget vrædt. "Jeg skylder dig ikke noget." sagde han fast.
Elveren lo lidt for sig selv. En kold, myndig latter der fortalte hvor latterlig han syntes - eller ville have ham til at tro han syntes - Ad'ronakks ord var. Han gik et par skridt hen mod Ad'ronakk og hans ansigt blev pludselig venligt. "Du virker anspændt, min ven..! Der er noget der går dig på, ikke sandt?"
"Jeg er lige så fattet som jeg altid har været, jeg - !"
"Nej..!" afbrød elveren ham. "Du er usikker... Nervøs!"
Ad'ronakk bakkede et skridt og hans ansigt forandrede sig pludselig og blev mindre myndigt.

[Niphedoria]

Nightie tog igen "O.o" ansiget på. Det lignede ikke Ad'ronakk at reagere sådan, det måtte hun give Elandír ret i.
Ad'ronakk virkede faktisk... Usikker! (Whaaat??) Men så igen, det var jo Elandír han snakkede med!
Enhver ville da blive lidt usikker ved at snakke med ham...!

[Administrator]

"Åh nu er jeg med..!" Nermest hviskede elveren og gik et skridt nærmere. "Du har... savnet mig?"
"Det er jo latterligt!" Ad'ronakk rystede langsomt på hovedet og bakkede endnu et skridt. "Jeg er forlovet igen... Hvorfor skulle jeg savne dig? Hvorfor skulle du dog betyde noget for mig?"
Elandír smilede selvsikkert.

en hvisken undslap Ad'minas læber. "Hvad sker der med Ad'ronakk..? Hvorfor er han sådan..?"

[Niphedoria]

"Det tror jeg godt jeg ved... ..." Nightie begyndte at bide negle igen.
Det hele gik jo op! "savnet" "betyde"! Det passede alt sammen!
problemet var bare: Det måtte bare ikke passe...

[Administrator]

"Jeg kan se det i dine øjne, Ad'ronakk..! Du vil jo gerne..!" Elveren gik et skridt til hen mod ham.
"det er flere år siden! Jeg har ingen følelser tilbage for dig!" Ad'ronakk ville have bakket et skridt til, men hans ryg stødte mod en søjle og han kunne ikke gå vidre. " du..! Du kan ikke gøre dette her!"
"Selvfølgelig kan jeg dét, Ad'ronakk!" Elandír smilte medlidende til ham og blottede sine tænder.

Ad'mina så måbende fra sin storebror til Elveren der gik nærmere og nærmere. Hun kunne ikke huske hvornår at hun sidst havde set Ad'ronakk så nærvøs... bange.

[Niphedoria]

"Jeg vidste det...!" hviske-vrissede Nightie til sig selv. Jeg vidste de havde haft noget!
Alt den skiftende tolerance-had-had-tolerance kunne ikke have gjort det hele mere åbenlyst!
Hun kiggede over på Ad'mina.
Hun havde åbenbart ikke været lige så parat til det hér, som Nightie havde...

[Administrator]

Elveren stoppede en halv meter fra Ad'ronakk. Hans ansigt var stadig roligt, men med det overlegne, selvsikre smil.
Ad'ronakk stod hjælpeløst lænet mod søjlen. De var ca. lige høje.
"Jeg beder dig, Elandír..!" sagde Ad'ronakk med lav stemme. "Du kan ikke gøre dette her imod mig!"
"Giv mig en god grund..." Elverens øjne blev smalde.
"Jeg er forlovet igen..! En skøn kvinde - jeg elsker hende virkelig! Jeg vil bruge resten af mit liv sammen med hende! Men hvis du gør dette imd mig, vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv!"
Elvernes Flamme lo højt. "Gifte dig?! 'Til døden jer skiller' og alt det andede forvrængede sludder? Ad'ronakk, det er ikke en grund!"
Elveren gik et skridt hen til Ad'ronakk og lod deres læber mødes. Han holdt Ad'ronakks hoved sikkert fast med sine hænder. Ad'ronakks øjne stod hvidt åbne. De udtrykte en blanding af Chok, frygt, forbavselse og hjælpeløshed.

Ad'mina måbede så hendes kæbe sikkert sagtens kunne falde af..! Hun var ikke i stand til at sige eller gøre det mindste!