|
|
Post by Administrator on Nov 3, 2008 22:42:28 GMT 1
"Sig mig, truer du din egen søster?" Elveren stillede sig beskyttende ind foran Nightie og hæbede hænderne så han var klar til kamp hvis det nu skulle blive nødvendigt. Han kunne ikke lide Mara. Og han kunne helt sikkert ikke lide lysene i hans øjne. Og den knægt kom ikke forbi ham - det havde han sat sig i hovedet!
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Nov 3, 2008 22:49:29 GMT 1
"Jeg truer hende ikke. Jeg understreger kendsgerninger." Mara trak lidt på sine skuldre. Han kunne godt lide at elveren sådan følte sig nødt at beskytte både Ad'ronakk, Ad'mina og Nightie. Og Nightie og Ad'ronakks barn. Han forstod ikke helt evnen at holde af så mange på én gang, det måtte være forvirrende. Nå, ligemeget.
"Det eneste der skal til, er et enkelt skub det rigtige sted, meh, Nightie?" Lysende spillede igen i øjnene og smilet så ikke ud til at ville tage af.
Nightie gjorde ikke andet end at stirre. Nu, mere chokeret.
|
|
|
|
Post by Administrator on Nov 3, 2008 22:54:09 GMT 1
Élan trådte frem og stirrede på Mara med smalle øjne. "Sig mig, beder du ligefrem om en ordenlig gang smerte?" Der var vel ikke mere end 10-20 cm. mellem de to.
"Jeg bakker dig op herovre fra, Élan!" Ad'mina stod lidt væk med armene over kors. Der var noget voksent og ansvareligt over hende, pludselig. "Kom her over, Nightie..!"
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Nov 3, 2008 23:07:42 GMT 1
Nightie kiggede skiftevis på dem alle 3. Hele den her situation var helt forrykt! Mara kunne ikke finde på at gøre hende noget, han var slet ikke den type. Élan og Ad'mina prøvede jo bare at beskytte hende, det måtte han kunne forstå. Og at alt det med barnet var noget lykkeligt!
Hun tog et skridt hen mod Mara. Så et til. Et mere. Og et mere. Hun stod ved siden af ham, lagde sine arme om ham. Hun vidste det måtte virke sindssygt, men hun troede på det var rigtigt.
Mara lagde også armene om sin søster. Han kiggede på Élan med et drillende blik, inden han hurtigt flyttede sine hænder, så den ene lå på Nighties ryg og den anden på hendes "nye", lille topmave. Og så maste han ind af med begge hænder. Han gav slip på hende, og hun faldt på knæ mens hun tog sig til maven. Han smilede bare.
|
|
|
|
Post by Administrator on Nov 3, 2008 23:15:31 GMT 1
Og før han vidste af det var han væltet omkuld af et spark direkte på siden af hovedet. Han faldt ned på ryggen og inden at han kunne nå at komme ordenligt til sig selv lå Élan over ham med lynende øjne og spændte muskler. Et par knytnæver blev dog også plaseret omhyggeligt i ansigtet efter hinanden.
"Du er så død! Jeg skal personeligt vride livet ud af dig, skal jeg!"
Ad'mina var iløbet af et par sekunder nede ved siden af Nightie. Hun hjalp hende om på ryggen og hun lagde en hånd på maven af hende. Hun blødte godt nok!
"Nightie, tag det roligt, jeg ser på det!" Hun forsøgte at berolige hende. "Det hele går fint - det går fint!"
Nogle mennesker var begyndt at samle sig omkring hele senariet, og de gispede højlydt da en person dukkede op blandt dem. En mand helt klædt i sort, svævende ca. 30 cm. over jorden. Aldrig havde man set sådan en sindsyg, vred mine før.
Ad'ronakk hvislede med en helt sindsyg stemme. "Hvem står for dette her..?"
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Nov 4, 2008 14:53:30 GMT 1
"Det er lige meget, jeg gjorde hvad jeg skulle!" Svarede Mara igen, uden at sanse hans ret håbløse situation. Han havde bevist over for Nightie, at hun ikke havde det mindste at sige, når det kom til hans liv. Det havde altid været ham der skulle ofre noget for hende, så nu mente han, at det var på tide hun også ofrede noget for ham. Ubelejligt, at det så havde været på dette tidspunkt. Det eneste der irriterede ham, var at uanset hvor meget han kunne få Nightie til at lide, så ville hun altid se yndefuld ud, mens hun led. Han kunne ikke tage hendes udseeende fra hende.
Nightie vidste ikke om hun sansede Ad'ronakk på noget plan. Hun stirrede op i luften og kunne over hovedet ikke opfatte, hvad der var sket. Hun kunne bare mærke at noget var helt galt. Og hun kunne mærke at det gjorde ondt. Da en bølge af højere smertegrad ramte hende, knugede hun pr. instinkt sine hænder og fik tåre i sine øjne. Det var bare alt sammen så... langt ude.
|
|
|
|
Post by Administrator on Nov 4, 2008 16:44:59 GMT 1
Ad'ronakk 'stilte sig selv ned på jorden igen' og gik, med alles blikke hvilende på sig. Hans mål var at gå hen til Nightie og han ignorerede totalt Élan og Mara der lå på jorden mellem ham og hende. Altså, ud over at han han gik forbi sørgede han for at træde Mara i ansigtet så hans næse brækkede. Élan så efter mennesket, men hans mine var ikke ændrede det mindste.
Elveren vendte sin op mærksomhed mod Mara igen.
"Jeg tager mig af dig senere, afskum!" med et velplacerede huk på siden af halsen fik han ramt blodcirkulationen i hans krop, og Mara mistede bevidstheden.
Ad'mina gik til siden, da Ad'ronakk bukkede sig ned og løftede Nightie op i sine arme. Med et kys på hendes pande sørgede han for at tage noget af hendes lidelse væk med magi.
"Ad'mina, hvad gør vi?" Hans stemme var helt rolig, men Nightie mærkede muligvis at hans hænder rystede.
"Vi må skynde os at finde Ad'shina eller en anden der ved noget om det!" Ad'mina var ivrig.
"Ved noget om hvad?"
Ad'mina stirrede alvoreligt på sin bror.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Nov 4, 2008 17:34:27 GMT 1
Nightie sagde ikke noget. Nærmere holdte sig fra at sige noget. Hun bed sig underlæben og hagede sig fast i Ad'ronakks kåbe. Hun var bange for, at hvis hun åbnede sin mund, ville hun få alt bekræftet af sine egne ord. At Ad'ronakks hænder rystede fik hende ikke til at føle sig den mindste smule mere tryg. Lige nu var hun både bekymret for Mara og for hendes barn. Men Mara... hun forstod ham ikke længere.
|
|
|
|
Post by Administrator on Nov 4, 2008 17:43:58 GMT 1
Ad'ronakk gav sig ikke tid til at høre mere fra sin søster, men begyndte med hastige skridt at gå hen mod ringen af mennesker. Da han nåede dertil, så grode de plads for ham som om at ham og dem var magneter der frastødte hinanden. Han bukkede sig ned over Nightie mens han gik og hviskede beroligende til hende ind i hendes hår. Hans stemme var stadigvæk fuldkommen rolig.
Han turde ikke at teleportere det mindste med hende lige nu, så de måtte gå. Et held at der ikke var langt tilbage til slottet!
Ad'mina Bjæffede en ordrer til élan, men gik derefter bare videre efter sin bror. "Tag ham med hen til slottet og sørg for at han ikke stikker af."
"Det er bare en aftale, My lady." Élan rejste sig op og bedømmede Mara der lå bevidstløst på jorden. "Jeg begynder at skære fingrende af ham hvis han gør mere vrøvl, gør jeg!"
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Nov 4, 2008 19:07:04 GMT 1
Mara var fuldstændig væk. Han så ikke en gang noget mens han var besvimet. Han havde ikke noget der så meget som mindede om et tanke. Kroppen levede bare videre uden hjerne og mulighed for at bevæge sig med vilje, eller noget som helst selvstændigt.
Nightie kiggede op på Ad'ronakk. Hvordan kunne han være rolig? "Jeg er bange..." hviskede hun og trykkede sig ind til ham. Hun kunne i det mindste lade som om det hjalp.
|
|
