|
|
Post by Administrator on Jun 14, 2007 16:41:34 GMT 1
"Jammen så lad os da starte denne prægtige cermoni og se omformningens mirakler..." Ad'rónakk smilte en sidste gang til Nightie inden han lukkede øjnene og samlede al den koncentration ham kunne. "Uanset hvad du hører, ser eller føler," Sagde han stille. må du ikke gribe ind på nogen måde, Er dét forstået? Du må ikke flytte dig det mindste, for dette er meget stærk og kraftfuld magi. Den mindste bevægelse ville kunne ødelægge det helt..." Han tale som dem nu, men der var ingen der bemærkede det... "Lad det begynde..!" sagde han så stille, at det kun var ham selv om Nightie der kunne høre det.
Ad'méran gav et skrig af smerte fra sig. Ad'mina faldt ned på knæ og gispede efter vejret.
Ad'rónakk's vejrtrækninger var dybe og kontroleret, men hjertet i brystet på ham begynte at dunke hurtigere og hurtigere. Hans ansikt fortrak ikke en mine. Han holdt stadig rykken rank og hovet hævet.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 14, 2007 16:48:15 GMT 1
"jam...!" Var det eneste Nightie nåde at sige inden hun kunne se de andres reaktioner.
hun prøvede så godt som muligt, ikke at røre på sig. Det havde han jo sagt hun ikke måtte.
Hun blev dog pænt usikker da hun så Ad'mina's reaktion, hvis det med glasset bare havde været det rene ingenting... så måtte det her jo være noget stort!
Hun mærkede pludselig en stærk energi...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 14, 2007 17:09:23 GMT 1
Ad'rónakk var begyndt at overføre alle sine magiske kræfter til sirenen. En tårer af udmatelse gled ned af hend ene kind. Men hans ansigt røbede stadig ikke nogen smerte.
Ad'mina tog sig til hovedet og skreg af sine lungers fulde kræft. Med ét begyndte hun at grine. Den latter man griner, når man ikke kan holde smerte ud mere... Småsten begyndte at sveve i luften omkring hende.
Ad'méran havde kastet sig ned på jorden og hans hænder begyndte at bevæge sig krampagtigt. Der skød grønne gnister fra dem.
På få sekunder skete der nu noget. Ad'rónakk lod sit stolte udtryk svigte! Bare et lille øjeblik! Ikke mange sekunder! Han gav et gisp fra sig, og han bøjede sig forover i smerte. Lige da han gjode dét, følte Nightie en utrolig smerte i sin underkrop. Handes hale var begyndte at forandre sig...
Efter et par sekunder genvandt Den ældste bror kontrolden over sig selv igen. Han rettede sig op, og hans ansigt blev roligt og stoldt, selv om han følte at hans bryst ville sprænges.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 14, 2007 17:19:12 GMT 1
Nightie så hvordan de andre skiftevis skreg og brød sammen. nu tvivlede hun på, om det var det rigtige valg han havde truffet... Ikke bare for sig selv, men for dem alle sammen.
Hun så Ad'mina begynde at grine, men vidste ikke hvorfor. Hun rettede så igen sin koncentration mod Ad'rónakk, som stadig så stolt og voksen ud. Hvordan kunne han klare presset?!
Lige pludselig skød en kraftig smerte op i hendes underkrop, og hun kæmpede for ikke at bevæge sig. I det lille øjeblik så hun hvordan den stolte bror kort knækkede sammen, for derefter at lynhurtigt at komme på dupperne igen.
Hvis den smerte hun havde følt bare var et stík af hvad de følte... måtte de godt nok være meget stærke!
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 14, 2007 17:48:17 GMT 1
Nu skete der noget... Med ét blev presset for stort for dem alle sammen. Ad'mina begyndte at grine en sindsyg latter. Ad'mérans hænder holdt op med at grøde og han blev liggede i den stilling han nu sad/lå i.
Ad'rónakk blev stående dér hvor han var. Han havde stadig det lætte græb om Nighties talje.
Han åbnede øjnene... Hans blik virkede meget fjernt. Hans øjne virkede helt tågede. Han stod bare og stirede ind i Nighties øjne... Længe... Meget længe. Pludselig... Fandt han om... Han faldt sidelens - Meget langsomt, elegant og blødt - og ramte jorden...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 14, 2007 17:54:34 GMT 1
Nightie stod måløs tilbage. Var dette meningen?
"Øh... Må jeg stadig ikke bevæge mig?" spurgte hun, ud af dene ene mundveg.
Hun var ikke sikker på om nogen af dem var okay...
"Hva' pokker er meningen?? Skal jeg stå her helt stille indtil i bliver normale, eller hvad?
Hvis en af jer ikke snart giver et tegn på normalhed bevæger jeg mig altså!"
Hun havde lyst til at chekke om de alle sammen stadig var i live, og Ad'mina's latter var ved at gøre hende sindssyg!
Nightie ventede... og ventede... og ventede. Hun var ikke længere sikker på hvad klokken var.
Skulle hun bevæge sig? Skulle hun blive stående?
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 14, 2007 17:59:50 GMT 1
Der skete indtet... Solen var ved at gå ned... der var gået meget lang tid nu... Ad'mina var faldet om på jorden, og havde slået sig til sine bevistløse brødre...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 14, 2007 18:05:50 GMT 1
"fukin' shite!" Nightie blev enig med sig selv om at røre på sig. Hun bukkede sig ned og kiggede først til den ældste bror. Det lignede at han sov, men at han ellers var okay.
Så gik hun over til Ad'mina. Hun lå nu også helt stille... Men ellers så hun også okay ud.
tilsidst kiggede hun til den yngste bror. Han sov også.
Nightie satte sig, og begyndte at tænke på hvad hun nu skulle gøre... De tre adminsrtatorer samlede åbenbart deres krafter ved hjælp af søvn.
Mørket lagde sig som et lydløst tæppe hen over Stencirklen, og med Nighties mørke øjne så hun klart og tydeligt hvordan de tre langsomt trak vejret...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 14, 2007 18:12:50 GMT 1
Den ældste bror var ham der kom til bevisthed først, selv om det tydeligvis var ham der havde gennemgået den største smerte. Han rejste sig op, rystede hovedet et par gange og rettede sig op i hans stolte stilling igen...
Han så over imod Nightie og smilte til hende. "Må jeg sætte mig?" Spute han hende... Han var en del svimml, men man skulle se meget godt efter for at se det.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 14, 2007 18:15:06 GMT 1
"ja da! Du må endda ligge dig igen, hvis du har lyst" Nightie smilede til broderen, glad for endelig at få noget selvskab. Hvis han klarede sig, ville de andre vel også klare det.
|
|
