|
|
Post by Administrator on Aug 22, 2007 19:25:55 GMT 1
"Kerronitta..." Sagde A'ronakk med en stemme der knækkede over. "Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort..."
"Hvad du har gjort?!" Kerronitta blev ved med at skrige af ham. Hadet lynede i hendes blå øjne. "Hvad du har GJORT?!?!"
"Jeg lover at gøre det om!" sagde Ad'roakk med en bøndfaldende stemme. Tårene løb ned af hans kinder der i forvejen var våde af regnen. "Men du må ikke forlade mig!"
"Du er jo ynkelig!" hvæsede hun af ham.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 22, 2007 19:29:18 GMT 1
Nightie stivnede. Hun kiggede ondt på Kerronita, og prøvede desperat at minde sig selv om, at det ikke var noget hun kunne gøre noget ved. Hun knyttede sine hænder, og tog nogle dybe indåndinger. Hvem der bare havde en sten...
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 22, 2007 19:54:05 GMT 1
"Min elskede Kerronitta!" Kaldte han hæst ud i natten.
Hun gik hend til ham og gik ned i knæ foran ham. Hendes Ansigt var ikke mange centimeter fra Ad'ronakks.
"Hvor er den mand jeg elskede?" hvæsede hun "Hvor er den mand jeg lovede min kærlighed?"
"Jeg er her!" sagde Ad'ronakk fortvivlede. "Åh, Kerronitta, hvad har jeg gjort? Hvad har jeg gjort for at du hader mig så meget?" Tårene blev ved med at falde på den våde jord under hans hoved.
"Jeg væmmes ved dig!" hvæsede hun igen. "Du er kun en skygge af den jeg engang kændte. Du er en kujon, du er ikke livet værdigt! Jeg vil aldrig se på dig igen! Jeg hader dig... JEG HADER DIG!" Det sidste skreg hun ind i hans ansigt. Hun rejste sig op, dregede om på hælende og gik ud af Byporten for aldrig at vænde tilbage.. Ad'ronakk blev efterladt på den våde jord...
Billedet flimrede igen og alt blev mørkt.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 22, 2007 20:01:50 GMT 1
"åh gud!" Nightie faldt på knæ. Intet under at Ad'ronakk havde haft brug for, at hun lovede aldrig at forlade ham. Hun havde lyst til at råbe alverdens skældsord, og havde aldrig haft mere lyst til at være mundlam. Hun kravlede over til Ad'ronakk, og var sikker på at hendes tilstædeværelse ikke havde noget at skulle have sagt. Det var bare ligesom at se en masse tegninger. Hun så bare på. Hun lovede sig selv, at hun aldrig nogen sinde ville såre Ad'ronakk. Han havde allerede været for meget igennem.
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 22, 2007 20:10:10 GMT 1
Ad'ronakk forsvandt helt for hendes blik, og i næste øjeblik så hun Ad'ronakk og Kerronaitta sidde i et kammer. Det var fyldt med bogreoler der dækkede vægene helt*.
Ad'ronakk sad - vippet tilbage på en stol - med en bog i skødet. Kerronitta blev ved med at kilde ham under næsen med en fjerpæn.
Ad'ronakk lo og trak hende med ned på en seng der stod i kammeret. De lo begge to. Kerronitta begyndte pludselig at synge**.
"Du vil aldrig glæmme vores sang, vel?" spurgte hun ham kærligt.
"Nej, aldrig!" Han smilte til hende.
*: Tydeligt vis Ad'ronakks arbejdsværelse før han blev hærsker over Vindarro.
**: Den samme sang som Ad'ronakk havde sunget for nightie i 'sandhedens time'
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 22, 2007 20:16:33 GMT 1
Et eller andet sted inden i Nightie, begyndte hun at smile. Ad'ronakk og Kerronitta var som skabt for hinanden. Hvis der var nogen, som hun nogensinde skulle "dele" Ad'ronakk med, måtte det helt klart være hende. At se dem sammen, gjorde hende lykkelig.
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 22, 2007 20:19:40 GMT 1
Før nightie vidste af det, befandt hun sig igen siddende ved sidden af den 26 årige Ad'ronakk. En tåre gled ned af hans ene kind og han smilede svagt. Han så på Nightie.
"Jeg burde smide den ring langt væk..." sagde han igen. "Og komme vidre med mit liv..."
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 22, 2007 20:23:29 GMT 1
"Nej! Du skal beholde den!" Nightie tog hans hånd, og kyssede den. "Den må da betyde forfærdelig meget for dig. Så behold den!" Var hun igang med at bønfalde ham?? Hvad var det nu for noget? Han havde ikke engang vist stor modstand, men alligevel kæmpede hun som en gal... Sært.
|
|
|
|
Post by Administrator on Aug 22, 2007 20:30:42 GMT 1
"Nightie..." Han sændte hende et alvorligt blik. "I 7 år har jeg båret den forbandede ring... i 7 år har jeg haft marreridt på grund af den ring. I 7 lange år, har jeg ikke kunne komme vidre med mit liv på grund af den ring. Og i 7 forbandede år, har jeg udskudt min skæbne!" Han knyttede hånden om ringen, som om at han ville knuse den til støv med sine barre næver.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Aug 22, 2007 20:34:42 GMT 1
"Ad'ronakk... Hun gav dig den ring som et tegn på hendes kærlighed! Du kan ikke bare smide hendes kærlighed ud ad vinduet på den måde. Ringen har gjordt mange onde ting, men har mange gode minder! De ting du viste mig lige før, betød de slet ikke noget? Den flotte skov, og jer to som sad og udstrålede den mest lykkelige kærlighed man kan finde, betyder den ikke noget for dig mere?" Hun kiggede undskyldende på ham.
|
|
