|
|
Post by Niphedoria on Jun 17, 2007 21:15:06 GMT 1
Nightie havde indtil videre på stået stille, og set hendes venner og hendes kæreste råbe og skrige ad hinanden... men så;
"STOOOOOOOOOOOOOOOOP!!!!" Skreg Nightie, nu med utroligt meget vrede i stemmen.
"JEG SIGER DIG! HVIS DU GØR HENDE NOGET... SÅ VIL JEG ALDRIG NOGENSINDE SE, ELLER SNAKKE MED DIG IGEN! Hvis jeg kunne synge dig til noget der var virkeligt tæt på døden ville jeg gøre det! Hvis du virkelig holder af mig så begynder du at opføre dig sådan!... jeg bønfalder dig Ad'rónakk!" Skreg hun og faldt på knæ.
Hun kiggede på ham, og forbandt ham straks med flammen fra lyset... det kunne også blive svagt, hvis man bare gjorde det rigtige... Hun afventede hans reaktion
|
|
|
|
Post by Enedar on Jun 17, 2007 21:21:11 GMT 1
Enedar lå fladt på jorden og så på Nightie der skreg og bønfaldt Ad'rónakk. Han var totalt udmattet, og havde lige præcis kræfter til at sætte sig op. Han skulle lige til at råbe, eller i hvert fald prøve da det begyndte at flimre for hans øjne. Hans sidste lyd var:" ... jeg er så træt..."...
Efter det faldt han tungt, og hans hoved ramte en skarp flintesten, og det begyndte at rinde med blod fra hans hoved...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 17, 2007 21:27:23 GMT 1
Ad'mina kunne ikke ryste sig fri af hans jerngræb. Hun ville bare ønske at han brød kontakten imellem deres øjne. Hun kunne ikke klare det meget mere. Om lidt ville hun bryde sammen. Om lidt ville hun give sig. Hun kunne mærke det.
Endelig! Han rettede blikket væk. Han så på Nightie der bønfaldende lå på jorden.
"Tænk engang..." Sagde han med en vemodig stemme. "Og mig som havde tænkt mig at frie til dig..." Han fnøs af hende "Hvem kunne dog vide at du var så ynkelig..." Han vente sig imod Ad'mina igen. "Hvor kom vi fra, Søster? Er jeg ved at havde knust alle dine venner, eller har du flere?"
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 17, 2007 21:34:50 GMT 1
Nightie kigge over på Enedar, han bløede. Var det alvorligt?
Hun skyndte sig hen til ham, og kiggede lidt på det, et ret stor hul, skulle helt sikkert syges. hun hældte lidt vand på, og rensede det hurtigt. For derefter at kigge op på Ad'rónakk og Ad'mina igen.
Denne gang kiggede hun på ham, med kun foragt. "Du skulle være min store kærlighed, hva'? Og så skulle vi leve et hyggeligt normalt liv? DET tror jeg ikke!" Råbte hun ad ham.
"Du er ikke så erfekt som du tror du er, du er en lille mide! Du fortjener ikke den opmærksomhed vi giver dig, du fortjener ikke en fatastisk lillesøter som Ad'mina! du fortjener at blive forvist for det der møg Administrator noget! Det er bare en omgang manofistisk møg!
Jeg dropper dig, lige nu og her! Du skal ikke slæbe afsted med din søster, du skal ikke skade Enedar, og du skal IKKE kalde min YNKELIG!" Skreg Nightie, hun tog en lille sten op, og kastede den efter ham. Hun ville gøre alt for at få ham til at vise et tegn på svaghed.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 17, 2007 21:41:08 GMT 1
Ad'rónakk så ikke ud til at sence Nightie overhovedet. Lige nu, tænkte han kun på Hævn... Hævn, for noget der havde stået på i meget, meget lang tid.´Og igennem al den tid, var det kun blevet værrer.
"Det er nu sjovt, det med dine venner... Ad'rónakk havde påbegyndt øjenkontakten igen. "Du tror at de hjelper dig.. Men de gør det værrer for dig." Hans stemme var kun en hvisken. Eller rettere sagt; En snerren. "Jeg kan ikke nænne at slå på Uvidne skabninger som dém... Men hver eneste lille fejl de begår, kommer du til at betale for..."
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 17, 2007 21:48:49 GMT 1
Nightie ændrede pludselig taktik... hun blev venlig...
"Åhh Ad'rónakk!" kaldte hun, med den sødeste Sirene stemme hun kunne fremkalde. "Vil du ikke gidt kigge på mig skat? Jeg har noget jeg gerne vil sige til dig, privat" Med et glimt i øjet bevægede hun sig langsomt over til dem, og stalte sig foran ham. "Du må undskylde alle de ting jeg sagde før, men hvad nu hvis jeg fik lov til at gøre Hende dér ondt først? Som sådan en slags, vielsesgave?" spurgte hun, og pejede over mod Ad'mina, "jeg kunne så godt tænke mig at se hende lide, pga. jeg har lyst til at skade hende. Så kan du måske også få noget specielt bagefter?" Hun væmmedes bare ved tanken. men huskede at Administratorer var tankelæsere, så koncentrerede sig fuldstændig om hendes taktik. "Må jeg ikke nok?" spurgte hun igen.
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 17, 2007 21:57:35 GMT 1
"Ved du hvad, Nightie..." Sagde Ad'rónakk med et lumsk smil... "Det lyder nu slet ikke så tosset..." Med hans ene hånd, gav han Ad'mina et velplasseret slag på skulderen. Hun gav et gisp fra sig, og knækkede med ét bevidstløst sammen. Han gjorde en bevægelse med hånden, og Ad'mina svævede op i luften der hvor ingen kunne nå hende... Dér lå hun så bevidstlødt.
"Menn..." Ad'rónakk så selvsikkert til Nightie. "Hvis du nu begyndter med mig?" Han ragte armene ud imod hende og ventede på hendes svar...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 17, 2007 22:04:55 GMT 1
"Det kan jeg da sagtens skat!" Sagde hun, og begyndte at tage sine bukser af mens hun overvejede hendes muligheder. Hun gik hen imod ham, "din tur til at tage noget af" sagde hun smirende, lagde hendes arme rundt om ham, og så fik hun en idé!
"Du har vel ikke noget imod at ligge dig, vel? Ellers bliver det ikke særlig behageligt" Hun fik ham til at lægge sig, "luk øjnene, og lad mig overraske dig" sagde hun. Og det gjorde han.
Hun kælede først lidt for hans hals, og fjernede hurtigt men lydløst hans adminstrator halskæde. Hun lagde det på jorden, og sørgede for at den blev knust mod hendes ben. Han så ikke ud til at have lagt mærke til noget, og så tog hun chancen. Hun løftede sin hånd op i luften, og gav ham en på knolden, og ent til, og en til. Han blev liggende...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 17, 2007 22:16:00 GMT 1
Et øjeblik så det godt nok ud som om at Ad'rónakk var Helt færdig...
Der gik nogle minutter hvor der var total tavshed. Men så skete er noget:
Ad'mina - Der var faldet ned fra hendes plads i himlen - var kommet til sig selv igen. Hun gik forvirret rundt og forsøgte at gætte hvad der var forregået...
Den knuste amullet var begyndt at gløde rødt. Hvis bare at Nightie havde brugt lidt mere tid på biblioteket, ville hun vide, at man ikke Bare Sådan lige smadre sådan en... Stykkerne begyndte - én efter én - at samle sig sammen. Og da halskæden endelig var hel, begyndte Ad'rónakk at røre på sig igen. Han græb om Amulleten med den ene hånd, og Nighties Arm med den anden.
Han holdt hende op imod det nærmeste træ. Hans læber rørte hendes. Hun kunne umuligt komme fri. "Nå, så du troede at du havde gjord det af med mig, hva?" Han stod tæt op af hende. Alt så håbløst ud for den stakels sirene.
Ad'mina gik stadig forvirret rundt, men så.. *BUMP* Hun var snublet over Enedar, og lå nu halvt ved siden af ham, Halvt oven på ham...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 18, 2007 11:43:29 GMT 1
"næh... det gjorde jeg faktisk ikke." Nightie havde stadig sirene stemmen i behold, "Jeg gik bare udfra, at det ville være nemmere for mig, hvis du ikke kom i vejen. Hvis du forstår et hint." Nightie havde godt hørt Ad'mina falde over Enedar, og hun håbede lidt at hun ville vågne igen... Hun ville helst ikke gøre dét, hun kunne blive nød til:P
"Jeg havde faktisk håbet at du ville lade mig gøre al arbejdet, eftersom jeg nu er en pige," sagde hun med en endnu mere smirende stemme end før.
"Som sagt, værdsætter jeg en lille smule smerte" Hun havde en drilsk gnist i øjet, og kiggede på ham, med de mest frække øjne hun kunne lave. Han gav sig stadig ikke helt, så hun tog sin ene hånd op til den første sten på hendes kåbe, og knappede den op...
|
|
