|
|
Post by Enedar on Jun 18, 2007 16:38:28 GMT 1
Enedar stoppede øjeblikkeligt. Han trådte tilbage, vidste ikke helt om undskyld kunne gøre det, for der var lavet et dybt snit i hans arm. Han respekterede Ad'mina. Det hun gjorde var sikkert det rigtige. Han tog sit sværd tilbage ved hans side, oh afventede hvad Ad'r+onakk havde tænkt sig at sige, og gøre ....
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 18, 2007 16:51:04 GMT 1
Der var en pause hvor intet skete... Alt var stille. det lød som om at selveste ModerJord holdt vejret.
"Jeg vil have 3 former for hævn." Ad'mina så op på ham. Hvad livve han gøre ved hende nu?
"For det første... Så skal du selv fortælle dinne venner hvad du har gjort imod mig. Fortæl dem hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort." Han kiggede kort over på Nightie og Enedar.
"For det andet, så vil jeg lægge en Forbandelse over dig.. Den dag du overbeviser mig om, at du ikke fortjæner det, vil jeg ophæve den... Du kender udemærket disse ord. Kerranarki Nechjona chelloa." Ad'mina gav et gasp fra sig, da hun opdagede hvad han havde gjort.
"For det tredje..." Han Rev Enedars sværd ud af hånden på ham, og stad det i hjertet på Ad'mina med en velplaseret, øvet, flydende bevægelse. " så..." Sagde han. "Nu er vi kvidt, søs." Ad'minas sorte kappe begyndte at få en mørk rød farve på rygen og brystet...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 18, 2007 17:02:58 GMT 1
Nightie kiggede bare tomt ud i luften... hun sank på knæ... og hun lagde sig på jorden.
Sådan blev hun liggende i et stykke tid, mens hun kiggede op på den mørke natte himmel.
Så rejste hun sig op, og kom i tanke om noget hun havde læst; "man græder både når man er glad og ked af det"... Denne sætning kørte rundt i hovedet på hende, og så gik hun inden for igen. En lille tåre løb ned af hendes kind, men man kunne næsten ikke se det. "ikke... glad" Sagde hun så, mens hun satte sig ned ved de samme bord, hvor hun havde sidet tidligere.
"Ikke... glad" gentog hun, og stak sin hånd ind i den lille flamme. "ikke... glad. Ikke det rette valg" sagde hun så, og stak den anden hånd ind over lyset igen. En lille damp søjle steg op fra hendes hånd overflade...
|
|
|
|
Post by Enedar on Jun 18, 2007 17:08:03 GMT 1
I modsætning til Nightie, var Enedar ikke så opgivende, dog meget ked af det. Han ville så gerne smadre det svin, men kunne ikke. I stedet lod han sig dumpe ned på jorden, ved siden af Ad'mina, og begyndte at undersøge hendes sår. ( MUAHAHA xD)
Han tog sin trøje af, forbandt det så godt han kunne, og sagde ud i luften: "Giv nu ikke op Ad'mina, jeg har intet at leve for uden dig." Og med sine sidste kræfter, og et elververs lod han sine sidste kræfter føre over i hende, og han dumpede til jorden...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 18, 2007 17:17:12 GMT 1
"Stakels uvidne fyr..." Ad'rónakk stod et stykke væk og betragtede dem. "Jeg beundre hans magi i forhold til at han kun er Halvblods... Men hvis han vidste bare lidt mere, ville han vide at Hun vågner om en times tid..." Han forsvandt ud i den blå luft. Han blev mere og mere usynlig ind til han befandt sig et helt andet sted...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 18, 2007 17:49:32 GMT 1
Nightie sad stadig med hænderne inde i flammen, mens hun fortsat sagde sætningen til sig selv;"Ikke... glad. Ikke det rigtige valg. Hvordan kunne han gøre det?"
Hun trak så sine hænder tilbage, og kiggede på de små runde huller der var kommet efter ilden... I lang tid kiggede hun bare på sine hænder, og prøvede at glemme det hun havde set, det han havde gjordt, det hendes venner havde gjordt, det hun havde gjordt... Det hun nok aldrig mere kunne gøre.
Hun havde sådan løst til selv at forsvinde, til at gå i et med noget, til at gøre det af med alle dem hun troede aldrig ville svigte hende.
Så fik hun en idé, hun måtte nok hellere gå udenfor... men inden hun gik, pustede hun lyset ud. (Aha! en metafor!)
Hun gik ud til hendes to venner, hvordan kunne det være det kun var dem som lå besvimede på jorden? Hun kiggede op i luften, og lade mærke til at det begyndte at regne.
Hun samlede sig selv op, og kiggede på sine venner igen. "Auqo núke tnijk" Sagde hun stille, og langsomt samlede vand dråberne sig om hendes venner, og løftede dem op, til de svævede lidt over jorden.
Hun gik først over til Enedar's hus, mens vandet der bar hendes venner fulgte hende. Da de kom derover lagde hun ham i hans seng. Det samme gjorde hun med Ad'mina.
Derefter gik hun ned til søen, tog kåben og bukserne af, og gik ud i det kølige vand. Hun kiggede op igen, og tænkte; "Regn over mig, vand under mig. Vand inden i mig... kan det blive bedre?" og så begyndte hun at synge...
|
|
