|
|
Post by Administrator on Jun 18, 2007 14:14:35 GMT 1
Ad'mina kom hurtigt på benene... Det uventede fald havde åbenbart rystet liv i hende igen. Hun opdagede at Enedar - som hun var faldet over - lå og blødte ud over det hele. Hun havde ikke den fjerneste anelse om hvad der forregik, og hun havde en eller anden fornæmmelse af at havde glæmt noget meget vigtigt... Hun berørte forsigtigt Enedars sår, og det healede på få sekunder.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 18, 2007 14:29:15 GMT 1
Ad'rónakk kom endnu tættere på Nightie, som langsomt gik videre med at åbne de andre knapper. Hun kunne kun bruge den ene hånd, eftersom han stadig holdt den anden.
Hun skiftes vis kiggede på ham, og på kåben, som åbnede sig mere og mere.
Så så hun Ad'mina rejse sig igen, men hun lagde ikke mærke til dem.
Nightie prøvede at få hendes opmærksomhed, uden at Ad'rónakk opdagede det...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 18, 2007 14:35:26 GMT 1
Ad'mina var stadig ret fortumlet... Hun forsøgte at Puffe lidt til Enedar med sin ene fod, men han vågnede ikke.
Hun havde stadig denne dér mystiske fornæmmelse af at der var ét eller andet hun havde glæmt fuldstændigt.. Hun tænkte så det knagede, men alting var tågede... Det sidste hun kunne huske, var at Nightie havde brændt sig på et lys...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 18, 2007 14:41:00 GMT 1
Hun tumler stadig rundt, den søvngænger! Tænkte Nightie, hun var næsten kommet til den sidste sten på kåben...
|
|
|
|
Post by Enedar on Jun 18, 2007 14:55:07 GMT 1
Først var der mørkt. Det kunne føltes som millioner af år, eller bare et sekund, men noget tid var der gået. Og så så han det. Lyset, det himmelske var forude. Det lokkede, og han kunne ikke modstå det. Han gik og gik, og lyset, varmen, lykken kom nærmere, indtil... Pludselig foran alt lyset sprang den djævelske fritte op foran, og spærrede hele vejen.
Og med et vågnede Enedar, stadig lidt fortumlet, stadig fyldt med blod, men var en del friskere. Han havde ikke åbnet øjnene endnu, fordi han stadig i fantasien jagede den listige fritte. Han løb rundt og sprællede med armene, indtil han ramte et træ med hovedet først. Det kune godt se ud som om det gjorde ondt, men han mærkede intet og hvar nu lys vågen.
Han strakte sig, og så ud over det der lignede en slagsmark, han så Ad'rónakk med et sultent blik i øjnene, og Nightie der var lige ved at tage tøjet af...
Stadig meget træt og nærmest zombie agtigt sagde han:"Nå.. du jager stadig de mindre årige hva'??" ...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 18, 2007 15:01:20 GMT 1
Ad'mina var stadig en del forvirret. "Hvem? MindreÅrige?" Hun fulgte Enedars blik, og fik øje på hvad der skete. "Åh nej, dog... Ikke ham igen!" Hendes stemme afslørret en lille smule frygt. Det var ikke til at vide hvad Ad'rónakk havde gjort mod hende siden hun var så bange for ham.
"Nu er det nok brormand!!" hun var nu helt vågen. Hun begyndte at gå hend imod de 2 med bestæmte skridt.
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 18, 2007 15:05:34 GMT 1
Nightie fik øje på dem, lige før Ad'rónakk gjorde.
"Det var da også på tide!" Råbte hun, og sparkede til ham. Han rørte sig ikke ud af flækken, men holdt bare skiftevis øje med Ad'mina og Enedar. Han fortrak stadig ikke en mine, han kiggede bare, og holdt Nightie fast. "Giv nu slip, dit møg menneske!" Vrissede hun, mens hun blev ved med at sparke til ham:P
|
|
|
|
Post by Enedar on Jun 18, 2007 15:13:46 GMT 1
Enedar var nu meget vågen. Han var fast beslutte på at redde Nightie, koste hvad det ville. Men han var ikke sirkker på at han overhovedet havde kræfter tilbage(og på den anden side, kun én knap tilbage xD !!!) men besluttede sig på at prøve.
Først han løftede han sine arme i vejret og råbte : "Svódarak Hadebrínga" Hans flotte elversværd kom frem i hans hænder, han tog det ned langs siden, og stod stille. Og på mindre en et sekund startede han en spurt over mod Ad'rónakk. Var der noget han ikke kunne var det at klare ham i sværdkamp...
|
|
|
|
Post by Administrator on Jun 18, 2007 15:23:13 GMT 1
Godt nok løb Enedar hurtigt, men Ad'mina nåede frem først. Hun vente sig om og gav Enedar et lad-mig-prøve-først-blik. Da hun var ca. 10 meter fra hendes bror stoppede hun op. Ad'rónakk så på hende og hans øjne lynede...
"Jeg går ud fra at det er lidt forsent med en undskyldning?" hun forsøgte at holde hendes stemme så rolig hun kunne, men det var meget svært at skjule al hendes frygt.
"Tror du virkelig..?" Ad'rónakk puffede Nightie væk og begyndte at gå over imod Ad'mina. Hans skridt var meget langsomme og han bevægede sig kun langsomt - men farretruende. "Tror du virkelig, at en simpel Undskyldning kan gøre alting godt igen? Efter alt det du har gjort imod mig?" ...7 meter. "Du har slukket mit livslys... Du har knust min drøm... Du har frataget meningen med livet for mig..." 5 meter...
|
|
|
|
Post by Niphedoria on Jun 18, 2007 15:29:54 GMT 1
"Yay!" Nightie's arm var fri igen, så hun knappede lynhurtigt sin kåbe til igen.
Hun kiggede over på Enedar, som stod parat til angreb. Så kiggede hun over på Ad'mina, og undrede sig...
hun løb over til Enedar, og hviskede til ham "Hvis vi skal have en chance imod ham, skal halskæden af ham først. Jeg tror det er den, som styrer hans kræfter. Vi skal bare have den ødelagt!"
|
|
